Fyrværkeripædagogik for begyndere

Arthur er af gode grunde bange for fyrværkeri - Meget bange!

Da vi nåede november, begyndte raketter, kanonslag, heksehyl med videre, at tage del i vores hverdag. Arthur reagerede på lydene med angst. Han holdt sig for ørerne og søgte væk, hvis vi var udendørs.
Han fortalte gang på gang, at han var bange for fyrværkeri og at han gerne ville have, at det skulle gå væk. Han var sågar så sej, at han en dag på legepladsen sagde: "Jeg kan godt se, at det er flot, men jeg bryder mig alligevel ikke om det, fordi det larmer".

Arthur er så stor nu, at nytårsaften, er en begivenhed, han husker og han havde derfor også en referenceramme i forhold til fyrværkeriet. "Er det nytårsaften i dag?" Begyndte han  at spørge, når han vågnede om morgenen.

En eftermiddag stod nogle knægte foran vores gård og fyrede heksehyl af. Nogle af drengene var på Arthurs alder. Vi cyklede helt tæt på og jeg forklarede hvad der skete. Arthur holdt sig for ørerne, men var meget nysgerrig.

Kl. 2 om natten vågnede Arthur af mareridt. Han var bange for fyrværkeri...

Min veninde Rachel foreslog gentagende i løbet af de følgende uger, at vi skulle købe knaldperler til Arthur og lade ham selv forsøge sig frem. Jeg var kristisk, da jeg ikke troede, det kunne gøre en forskel, men da det selvfølgelig var et forsøg værd, købte vi en stang med, intet mindre, end 25 æsker. Om aftenen kastede vi med knaldperler på altanen (med høreværn på) og både Arthur og Mollie hylede halvskræmte af grin! Arthurs krop gav et sæt hver gang en knaldperle ramte jorden, men han syntes det var spændende og virkelig sjovt!

Kl. 2 om natten vågnede Arthur af mareridt. Han var endnu mere bange end sidst...

Den 30. december tog vi på Experimentarium. De havde årets sidste fyrværkerishow, hvor museumsgæsterne kunne lære om fyrværkeri. Arthur og Jesper gik til showet. Arthur var bange og holdt sig for ørerne. Efter et halvt show, måtte de gå ud.

Dagen efter var det nytårsaften og Arthur var pludselig modig - Han ville gerne kaste med knaldperler igen, hvilket han selvfølgelig fik lov til.
Om aftenen fik vi gæster (vi er altid hjemme nytårsaften og heldigvis vil vores venner gerne holde fest på vores præmisser:)). Kl. 21.00 gik Arthur og jeg på ekspedition til søerne sammen med Arthurs ven, Bastian og hans far, Tobias. Arthur var både iført beskyttelsesbriller og høreværn - og selvfølgelig medbragte han sin AP4! Raketter fløj om ørerne på os (som de jo gør ved søerne nytårsaften) og der var masser af fyrværkerilarm i området. Arthur og Bastian så på fyrværkeri og kastede med knaldperler til vi allesammen var gennemfrosne af vinterkulden. Efterfølgende gik vi hjem igen for at lægge Arthur i seng. Arthur lagde sig helt afslappet i sengen. "Jeg behøver ikke have høreværn på i dag, mor" sagde han - og lagde sig til at sove uden.

Nogle gange sker der noget helt andet - Jul 2013

Vi holder kun jul hvert andet år - Dette fordi vi skiftevis rejser og er hjemme hos Jespers forældre.

I år var vi hjemme i København.

Vi spiser ofte middag hos Jespers forældre sammen med Jespers brødre, svigerinder og nevøer. Det er en stor familie og selvom Arthur nyder, at være sammen med dem, har han også brug for at trække sig. Han spiser som regel i et andet rum (han bærer selv sin tallerken væk) og er næsten aldrig i stuen sammen med os andre.

Vi havde regnet med, at juleaften ville blive ligesådan. Vi havde pakket høreværn og forberedt os på, at Arthur nok ikke ville tage så stor del i julearrangementet.

Til vores store overraskelse, var Arthur med hele aftenen. Han spiste julemiddag sammen med os andre og blev i stuen hele aftenen. Han dansede lykkeligt rundt om juletræet, åbnede gaver og fik besøg af Julemanden. Det meste af aftenen opholdt han sig i Onkel Mukkes arme, hvor han til sidst også var lige ved, at falde i søvn - Men han var med!

Jeg bliver simpelthen så rørt...

Arthur har holdt juleferie i over en uge nu. Han har haft det så svært, at vi har valgt ikke at sende ham i børnehave. I går var han med på årets sidste arbejdsdag i den klub, vi arbejder i. Han elsker at være der og klarer sig altid fint derude, selvom der er virkelig mange børn.

I går var en stille dag og Arthur hyggede sig meget. Han blev utrolig ked af det, da vi skulle hjem og græd meget.

Da vi kom hjem, tog Arthur alt sit tøj af (?), han tog høreværn på og solbriller og løb ind og gemte sig under min dyne. Det viste sig, at Arthur havde hørt fyrværkeri udenfor og var virkelig bange. "Du skal passe på mig, mor" - Og selvfølgelig skal jeg det!

Kort efter loggede jeg på Facebook, hvor der lå en fantastisk besked i min indbakke. Min gamle veninde Julie, havde oversat 15 blogindlæg! Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har set Julie og jeg er dybt rørt over, at hun har oversat så meget. Jeg ved, at det tager utrolig lang tid, men jeg ved også, hvor mange der læser indlæggene og vil få glæde af hendes oversættelser! Tak! - Du løftede mig :)

Jeg har læst alle oversættelserne igennem og sikke en følelsesmæssig rutschetur... Det er ikke altid lige let.

Arthur vågnede kl. 04 i morges og ville gerne have høreværn på igen - Han var bange for fyrværkeri... Ligelidt hjalp det, at sige, at der nok ikke var nogle, der ville gå ud og fyre fyrværkeri af kl. 04

Han sover endnu...

Mit hjerte sprang vist et slag over.

Indstilling til PPR

Der er nogle valg, der er særligt svære.

I vinteren 2012 kontaktede jeg Pædagogisk Psykologisk Rådgivning på Nørrebro. Mit ønske var, at få deres børnepsykolog til, at observere Arthur i børnehaven. Mit håb var, at børnepsykologen kunne vejlede pædagogerne i børnehaven, således, at de så Arthur bedre og dermed kunne afhjælpe ham i hverdagen, så han på sigt kunne få det bedre - i og efter børnehaven.

Det var dengang en meget svær beslutning, da både Jesper og jeg, er vant til, at sidde på den anden side af bordet, dog i Frederiksberg Kommune.

I februar 2013 indstillede Rigshospitalet Arthur til en talepædagog. Imidlertid, ikke til den rette talepædagog. Derfor skulle PPR Nørrebro og børnehaven i stedet indstille ham til områdets talepædagog.

I oktober mødte vi talepædagogen til et "Netværksmøde". Arthur var endnu ikke indstillet den gang, men nu her 2 måneder senere, ligger indstillingen klar. Indstillingen til PPR.

Vi er selvfølgelig enige i, at Arthur skal til talepædagog, men da vi læste indstillingen i går, var det alligevel svært. Jeg ved ikke om det var indholdet, eller bare det formelle (kommunale) brev, eller bare det faktum, at vores egen søn er indstillet til PPR, der gør det mavepuster-agtigt svært, men svært er det altså. - Det plejer jo, at være os, der indstiller andres børn til PPR ;)

Indstillingen slutter således: "Vi ser en dreng, der gerne vil de andre børn, men som kan havde svært ved at indgå i de andres lege på grund af at han har svært ved udtalen. Vi ser en dreng der bruger mange ressourcer på at gøre sig forståelig, og deraf trækker sig fra det sociale. Det ville være ærgerligt ikke at se om vi kan gøre noget for Arthur, da han meget gerne vil de andre børn."

Jeg tænker, at det vil være magisk, hvis Arthurs sprogudvikling, kan udgøre en forskel for Arthurs sociale trivsel, selvom jeg betvivler det meget. - Måske er det i virkelighed den erkendelse, der gør det seriøst mave-puster agtigt.




 

Forklaring - Explanation

I søndags var vi til børnefødselsdag.  Min venindes dejlige dreng blev 2 år. Arthur og Mollie havde glædet sig til festen.

Da vi havde været til fødselsdagen i halvanden time, var Arthurs øjne blanke. Han var ufokuseret og svær, at komme i kontakt med.  Han hørte ikke længere efter, men vimsede rundt uden formål. Han var urolig og søgte sin far, for at putte. Jesper og Arthur satte sig sammen i en sækkestol og krammede længe.

Da vi en halv time senere besluttede, at tage hjem, fortalte min veninde, at Arthur allerede da vi kom, havde været meget sensitiv. Han havde startlet af lyden af nogle plastikgafler, han selv satte i et plastikkrus. Min veninde spurgte mig, hvorfor han mon havde det sådan. "Er der nogen særlig grund?"

Jeg har tænkt meget over dette spørgsmål, da jeg ofte får det. - Hvorfor har Arthur det sådan i dag/i denne situation/i denne sammenhæng..?

Jeg forklarer altid, eller rettere; forsvarer eller sågar bortforklarer. For jeg er bange for, at gøre folk utilpas. Såre dem, fordi det ofte er den sammenhæng de skaber eller er en del af, der på det pågældende tidspunkt, er svær for Arthur. Jeg forsøger, at analysere mig frem til årsager, men jeg kender dem reelt ikke.
Jeg ved stort set aldrig, hvorfor Arthur får det svært.

Det eneste jeg ved er, at meget lyd trigger ham. Meget lyd får Arthur til at trække sig - fysisk eller psykisk. Han søger ind i sig selv, mister kontakten. Samtidig bliver han fysisk urolig og får svært ved, at være i sig selv.

Andre årsagssammenhænge, sammenkædninger, er rene fortolkninger baseret på vores erfaringer. Jeg ved ikke ret meget om Hyperekplexia, for der er ingen information, at søge. Jeg kan kun forholde mig til Arthur. Til hvad jeg oplever og ser.
Når Arthur har en svær dag, aner jeg oftest ikke hvad der forårsager det. Nogle dage er måske bare sådan?
Jeg ved, at folk spørger i omsorg og selvfølgelig også nysgerrighed.  De søger en forståelse, som end ikke jeg har.
Jeg kigger bare på min søn og ser ham, hvor han er, som den han er. Og nogle gange, er han bare en helt almindelig dreng.

- - - - - - 

Explanation

Last Sunday we were at a kids birthday. My friends lovely boy turned two. Arthur and Mollie was really looked forward to the party.

After an hour and a half Arthurs eyes were blank. He was unfocused and difficult to get into contact with. He didn’t listen anymore and but merely walked around without purpose. He was restless and sought his father to cuddle. Jesper and Arthur sat together in a beansack chair and hugged for a long while.

When we a half hour later decided to go home, a friend told me that Arthur already when we arrived had been very sensitive. He was startled by the noise of plastic forks he himself put in a plastic cup. My friend asked me why he was like that.

“Any special reason?”

I have been thinking a lot about this question, since it’s one I often get. – Howcome Arthur is feeling what he is feeling today/ in this situation / in this context…?

I always explain or rather defend or even try to explain away. Because I don’t want to make people unconfortable. Hurt them, since it’s often in the context they create or part of it that at the time is difficult for Arthur. I try to analyze, to find the reasons, but in all honesty I do not know them.

I almost never know what triggers Arthur.

The only thing I know is that a lot of sound triggers him. A huge amount of sound can make Arthur withdraw both physical and mentally. He withdraws into himself, looses contact. Simultaneously becoming physically restless, having a hard time being in his own body. 

Any other causation, links, is strictly interpretations based on our own experiences. I don’t know a lot about Hyperekplexia, since there is no information out there. I can only relate to what I experience with and see with Arthur.

I usually don’t know what causes it when Arthur has a rough day. Some days might just be that way?

I know people ask out of concern and of course also out of curiosity. They seek an understanding that even I don’t have.

I just look at my son and sees him, where he is as who he is. And sometimes he is just a completely ordinary boy.

 

Mollies fødselsdag

I lørdags holdt vi fødselsdag for Arthurs lillesøster, Mollie. Vi havde inviteret en del, men der var mange afbud, hvilket gjorde festen lidt mere overskuelig.

Arthur havde glædet sig meget og blev også glad, da de første gæster kom.

Derefter gik han ind på sit værelse, hvor han blev stort set hele festen igennem. Arthur tændte for et "lydbånd" med Dyrene i Hakkebakkeskoven og satte sig i sin seng. De andre børn,  der var med til festen måtte godt lege på Arthurs værelse, men han blev derinde.

I går var Arthur flad. Blev hurtigt ked af det og var meget træt. Han kunne ikke falde i søvn, da det endelig blev aften og endte med at få massage af tre omgange,  før han faldt i søvn på sofaen med Jesper.

I dag holder han fri med farmor... For vi er heldigvis blevet så rutinerede, at vi ved, at det tager to dage at komme sig ovenpå en god fest.

Yoga

I dag var Arthurs første gang til yoga - Nåh ja, og sidste (I hvert fald for nu).

Mollie har det seneste år gået til yoga i sin vuggestue. - Et Projekt, der for hende har været helt fantastisk. Med et fokus på ro, koncentration og kropsbevidsthed, har hun leget sig igennem en formidabel fortælling om gorillaer, katte, hunde (der tisser) og en masse andet. Arthur og jeg har trænet med Mollie på stuegulvet og det har været en hyggelig aftenaktivitet længe. Værdierne i yoga, syntes meningsgivende i forhold til Arthurs uro og jeg har længe tænkt på, at det i virkeligheden var ham, der burde gå til yoga.

Da min gamle klassekammerat for nogle uger siden annoncerede opstarten af et børnehold i hendes nye yogastudie, skyndte jeg mig, at tilmelde Arthur.

I dag cyklede Arthur og jeg af sted til børneyoga.  Vi ankom som de eneste (de andre havde skyet regnen), hvilket jo kunne have været en perfekt intro. Desværre gik det ikke helt, som jeg havde håbet på.

Arthur ville slet ikke til yoga. Han ville kramme. Det tog sin tid, at tage tøjet af - Derefter sin tid, at finde ind i rummet. I rummet ville Arthur rulle måtterne ud og sammen - Men ikke sidde på dem. Han endte på skødet af mig og undervisningen begyndte. Arthur ville kun kramme. Jeg forsøgte mig med vores vante program, men Arthur ville ingenting. Efter 20 minutter måtte jeg opgive og vi cyklede derfra.

"Jeg vil ikke gå til yoga" - konstaterede Arthur.

Den er fanget - Nu. 

Dog en anbefaling til http://yogakrop.dk/

"Skal Arthur med på koloni?"

"Skal Arthur med på koloni?" - Spurgte en af pædagogerne i Børnehaven. Jeg ved ikke, hvad jeg svarede, men jeg ved hvad, jeg tænkte: "Nej, for fanden, selvfølgelig skal han ikke det!"

Vi drøftede det derhjemme og blev hurtigt enige om, at Arthur ikke skulle med.
Vi var oprigtigt bange for, om personalet kunne passe på ham. Arthur går jo sine egne veje... Noget Børnehaven også har måttet sande. To gange er han "stukket af", når Børnehaven har været på tur, én gang er han gået ud fra Børnehaven uden nogle opdagede det og for knap en måned siden, havde personalet glemt ham i 20 minutter i deres "sal", hvilket de opdagede, da han manglede til eftermiddags samling.

I flere måneder sværmede denne koloni i vores tanker...
Både Jesper og jeg var meget i tvivl - 5 dage af sted hjemmefra, var mere end Arthur nogensinde havde prøvet før - Omvendt, har han altid været rigtig god til at sove ude. Han overnatter jævnligt hos sine bedsteforældre uden problemer. Var det alligevel en god idé, at sende ham af sted?
At fratage Arthur muligheden for, at være sammen med de andre børn og være en del af børnefællesskabet, ville være en hård ofring, bare for at beholde vore sind i ro... Og Børnehaven kunne jo bare ringe ham hjem.

Til et møde med lederen i Børnehaven, gjorde vi det klart, at vi ønskede, at Arthur skulle deltage i kolonien. - Dog skulle de ringe, hvis han ville hjem eller virkede udmattet. De skulle ikke rumme ham, hvis han ikke kunne rumme dem. Det skulle være en god tur for ham.

Et par uger senere stod vi så og vinkede til bussen.

I flere dage sad mit hjerte i halsen... Ufrivilligt, men det sad der. Men så en eftermiddag poppede dette billede af Arthur og Julius ind på min telefon:

Med var en beskrivelse af, at Arthur havde det fortrinligt og nød kolonien ligesom de andre børn.

Fredag eftermiddag hentede vi ham ved bussen. Han var ved godt mod - Glad og stolt!
I en uge sov han i vores seng og så vendte hverdagen tilbage. 

Det handler om at prioritere

København er jo verdens dejligste by, at bo i. Der foregår uendeligt meget og byen er spækket med oplevelsestilbud. Men for Arthur handler det om at prioritere de særligt gode oplevelser, for han kan ikke holde til det samme som andre børn. Med tiden vil han kunne det selv, men indtil videre,  må vi gøre det for ham. Der er derfor mange gode oplevelser vi vælger fra på hans vegne. Ofte tænker vi, at vi sagtens kan smide ungerne op på cyklen og lige smutte et eller andet sted hen, men kigger så på Arthur og tænker, at det alligevel  er en dårlig idé.

En ting vi virkelig (og fuldendt) prioriterer, er Arthurs kærlighed til Onkel Mukke og ikke mindst hans musik. Arthur er på belieberstadiet! Han sidder i timevis på Youtube og studerer musikvideoer, hvorefter han meget koncentreret imiterer Mukkes bevægelser foran spejlet mens han synger "din nuggi den er tight ik' en lang kus'".

Når Mukke spiller i dagtimerne skal Arthur naturligvis have lov til, at komme til hans koncerter. Arthur får sine grønne hørebøffer på og får lov til at sidde backstage eller stå bag sceneforhænget. Nogle gange koster det et par fridage, men jeg tror, at videoen taler for sig selv. 

Og kærlighed har ingen grænser!

https://www.youtube.com/watch?v=yTcfE-QEzwc&feature=youtube_gdata_player

Nu uden mælk - Now without milk.

I går morges cyklede jeg igen hen til Ernæringsterapeut Nanna Stigel. Hun havde fået svar på Arthurs urinprøve, en prøve, som skulle vise om en kost uden mælkeproteiner og gluten kunne hjælpe ham med at få mere ro og øget koncentration.

Testen viste, at Arthur, efter al sandsynlighed, vil kunne få glæde af en kost uden mælkeproteiner. I 8 uger, skal vi nu prøve det af- 8 uger uden nogle former for mælk. Og hvis det virker, fortsætter vi selvfølgelig.

Men uden mælk er jo ikke bare sådan... Jeg kan jo sagtens komme med alternativer hjemme, men hvad med vaffelis hos farmor, småkager hos mormor, middag hos venner og ikke mindst dagligdagen i børnehaven?

Jeg tog testresultatet, en artikel om neuropeptider og en seddel med alternativer til mælk under armen, da jeg i morges afleverede Arthur. Heldigvis har jeg et fint forhold til Funder, som står i køkkenet i Arthurs børnehave. Vi sludrer tit om vind og vejr og jeg tror vi deler samme foragt for ekstremer - både i børneopdragelse og i forældreskab anno 2013 (læs: speltmødre der ånder vegansk, mens de prædiker om Stevia). Funder tog det pænt. Han var klar på udfordringen. Han stak straks ud på lageret og fandt en liter sojamælk, hvorefter han tjekkede efter mælkepulver i rugbrødet. 

Efter en lang tur i den lokale helsekost og en endnu længere tur i Superbrugsen, er det nu lykkedes, at aflevere et mindre kit til børnehaven, så Arthur kan være med til dagens fødselsdagsfest og få is med vafler ligesom alle de andre børn. - For det betyder jo meget, når man kun er 4 år.

Heldigvis har Jesper en god veninde, der er et "Omvandrende mælkefrit kort over byen" efter hendes eget udsagn, så med et par gode råd far hende, fandt jeg en masse lækre sager, som Mollie og jeg pt. testsmager.



Now without milk. 

Yesterday morning I cycled back to nutritional therapist, Nanna Stigel. She had gotten answers regarding Arthur’s urine sample, a sample that would show if a diet without milk protein and gluten, might help him to get more rest and increased concentration. 

The test showed that Arthur, in all likelihood, will benefit from a diet without milk protein. For the next 8 weeks, we will test the diet – 8 weeks without any kind of milk. And if it works, we continue of course. 

But without milk is not just like that ... It’s easy for me to come up with alternatives at home, but what about ice cream cones at grandma, cookies with grandma, dinner with friends and not least daily life in kindergarten? This morning, when I handed Arthur in kindergarten 

I brought the test result, an article on neuropeptides and a note with alternatives to milk. Luckily I have a great relationship with Funder, who runs the kitchen in Arthur’s kindergarten. We often chat about this and that and I think we share the same contempt for extremes - both in child-rearing and parenting anno 2013 (read: mothers who breathes vegan while they preach about Stevia). Funder took it nicely. He was ready for the challenge. He immediately ran to the stock and found a liter of soy milk, and then he checked for milk powder in the bread. 

After a long visit to the local health food and an even longer trip in the super market, we have now managed to deliver a small kit for the kindergarten. Arthur can now participate in today's birthday party and get ice cream with waffles like all the other children. - It means the lot when one is only 4 years old. 

Fortunately, Jesper has a good friend who is a "Wandering milk free map of the city" by her own admission. So with a few tips from her, I found a lot of cool stuff, that Mollie and I are in the process of taste testing.

Ernæringsterapi - Nutrition therapy

Jeg har i lang tid fulgt meget med i de undersøgelser, der har været af børn med opmærksomhedsforstyrrelser (primært Aspergers Syndrome og ADHD/ADD), der kostomlægges med henblik på at ændre adfærd og mindske symptomer.
Jeg finder det på den ene side logisk, at kosten selvfølgelig påvirker børns energiniveau og koncentrationsevne (det er der jo ikke noget nyt i) og på den anden side, overrasker det mig, at børn med svære opmærksomhedsforstyrrelser, kan ændre så markant adfærd ved at spise anderledes.

Arthur er ofte urolig og meget let afledelig, han har svært ved, at sidde stille, ikke mindst, når han forventes at spise. Derfor besluttede jeg, at opsøge en Ernæringsterapeut med særligt kendskab til ernæringsterapi for urolige børn.

Jeg har før beskrevet, at Arthur ikke spiser ret meget i forhold til andre børn. Derfor forestiller jeg mig, at han ofte må være lav på energi, føle sig flad, men ikke desto mindre, er det svært, at få ham til at spise noget. Dette blev endnu tydeligere, da jeg pludselig skulle notere hvad han spiste fra morgen til aften i løbet af nogle dage forinden vores besøg hos Ernæringsterapeuten.

Arthur og jeg mødte op hos Center for Ernæring og Terapi, hvor vi havde en aftale med Nanna Stigel. Jeg havde Arthur med, hvilket egentlig ikke var nødvendigt (måske snarere en dårlig idé), men jeg er så vant til, at Arthur skal med til de behandlinger han går til. 
Nanna Stigel havde lavet en plan for hvad Arthur bør spise, hvilke kosttilskud mm. han bør få. På baggrund af vores samtale, kom hun med en masse gode forslag til, hvordan vi kan tænke ernæring anderledes og Nanna har efterfølgende sendt os en hulens masse opskrifter.

Nu starter vi hver morgen med æg og grøntsager i stedet for yoghurt og Havrefras. Vi snacker nødder uden salt og Arthur er blevet vild med proteinsmoothies, selvom jeg synes, de smager rædselsfuldt.
Måske er det en dille, måske får Arthur (og resten af familien) et mere stabilt blodsukker, hvilket måske kan give mere ro, overskud og fokus i hverdagen. Del endelig erfaringer!

Og PS. - Tak for de 30.000+ hits :)

(Der er rigtig mange der læser med fra hele verden, så hvis nogle skulle få tid til at oversætte et par indlæg til engelsk, så giv endelig lyd).

Nutrition therapy

For a long while, I’ve followed various studies of children with attention-difficulties (primarily Aspergers Syndrome and ADHD/ADD), that, in order to change behavior and symptoms, get a dietary change.

On one hand I find it logical, that the diet affects children’s energy and concentration (nothing new in that), and on the other handm it suprises me that children with severe concentration problems can change their behavior in such a drastic way by eating differently.

Arthur is often uneasy and very easily distracted, has difficulties sitting still, especially when he’s expected to eat. So I decided to seek out a Dietary Therapist with special knowledge in the field of restless children.

I have described in the past how Arthur doesn’t eat much in comparison to other children. Therefore I imagine that his energy levels must by low, feel “flat”, but still I find it hard to get him to eat. This became even more evident when I suddenly had to write down what he eats all day for a few days before our visit at the Dietary Therapist.

Arthur and I showed up at the Center for Diet and Therapy, where we had an appointment with Ninna Stigel. I had brought Arthur along, which actually wasn’t necessary (maybe rather a bad idea), but I’m so used ot bringing him along for the treatments.
Nanna Stigel had made a plan for what Arthur should eat and which supplements etc. he should have. She gave a lot of suggestions based on our conversation about how we can think differently when it comes to eating habit, and Nanna has since then sent us a whole lot of recipes.

Now, we start every morning with eggs and vegetables instead of yoghurt and Havrefras (oat cereal). We snack on unsalted nuts, and Arthur has become crazy about protein smoothies, even though I think they taste horrible.
Maybe it’s just a trend, maybe Arthur (and the rest of the family) will get a more stable blood suger level, which might give us peace, energy and focus in the everyday life. Feel free to share experiences!

And PS. – Thank you for the 30.000+ hits :)

 

"Jeg bliver vanvittig af al den larm, Mollie laver" - ”Mollie’s noise is driving me crazy!”

"Hvordan kan det være, at du ikke kan sove? - Klokken er over ti". "Jeg bliver vanvittig af al den larm Mollie laver", svarede Arthur. Jeg fortalte ham, at det kunne jeg skam godt forstå.  "Jeg skal holde op med, at skrige. Når jeg skriger højt, skriger Mollie højt". "Ja, Mollie gør det samme, som du gør", svarede jeg.
Arthur lå lidt og tænkte...
"Jeg kan ikke lide den larm andre børn kan lide, så derfor skal jeg bruge ørepropper... Derhjemme... og de skal med ned i min børnehave".

Du er så sej, Arthur! Du er afsindig dygtig til at mærke og forstå dig selv. Jeg er uendeligt stolt af dig!

...og du må godt sove i min seng!

”Mollie’s noise is driving me crazy!”

”How come you can’t sleep? It’s past 10,”
”Mollie’s noise is driving me crazy,” Arthur answered. I told him that I could understand. ”I have to stop screaming. When I scream loudly, so does Mollie.”
”Yes, Mollie does the same as you,” I answered.
Arthur thought for a bit.
”I don’t like the noise that other children like, so I have to use earplugs… At home… And I bring them to my kindergarten.”
You are so cool, Arthur! You er incredibly good at feeling and understanding yourself. I am amazingly proud of you!

…and you can sleep in my bed!