Visitation

På mandag skal Arthur i visitation. Altså ikke Arthur-Arthur, men hans meget tykke "sag", de mange mange papirer og udtalelser, dokumenter, tests, der beskriver ham. Jeg regner med, at de visiterer til Friluftsskolen og at Arthur vil kunne starte inden jul. Det er den helt rigtige beslutning, at Arthur skal videre. Jeg er ikke i tvivl om, at han får det bedre, alligevel er der noget, der punkterer mig en smule.

Jeg kan ikke forstå, at man med fuld støtte ikke kan rumme Arthur på sin nuværende skole. Ikke fordi jeg underkender hans særlige behov, men fordi det forstyrrer mit menneskesyn og mit mindset i forhold til den inklusionsopgave, vi ikke alene har i vores folkeskoler, men i hele vores samfund. Hvis Arthur i en en-til-en-relation ikke kan inkluderes, ud fra de behov han har for eksempelvis at blive skærmet, guidet, motiveret mv. - Hvor i vores samfund er der så plads til ham - og alt det han kan og kan byde ind med? Det menneske han er.

Hvordan ser fremtiden ud, når vores sociale inklusion er så snæver, når normalitetsbegrebet hele tiden anvendes til at ekskludere og sortere? Når mangfoldighed ikke betragtes som en ressource, men som en hindring for letflydende praksis? Hvordan ser et ungdomsliv så ud? Et voksenliv? Og hvor findes de arenaer, som tager imod denne forskellighed med kyshånd?

Jeg ønsker, at Arthur kan dele ud af al den styrke, han har - Jeg låner ofte af hans superhelte-power, for at klare mig igennem dagligdagen. Jeg betragter, hvordan min uovertrufne vidunderlige søn mestrer de udfordringer han har, og tænker, at rigtig rigtig mange mennesker vil kunne lære noget af ham, hvis de vil tage ham ind.

Indstilling til PPR

Der er nogle valg, der er særligt svære.

I vinteren 2012 kontaktede jeg Pædagogisk Psykologisk Rådgivning på Nørrebro. Mit ønske var, at få deres børnepsykolog til, at observere Arthur i børnehaven. Mit håb var, at børnepsykologen kunne vejlede pædagogerne i børnehaven, således, at de så Arthur bedre og dermed kunne afhjælpe ham i hverdagen, så han på sigt kunne få det bedre - i og efter børnehaven.

Det var dengang en meget svær beslutning, da både Jesper og jeg, er vant til, at sidde på den anden side af bordet, dog i Frederiksberg Kommune.

I februar 2013 indstillede Rigshospitalet Arthur til en talepædagog. Imidlertid, ikke til den rette talepædagog. Derfor skulle PPR Nørrebro og børnehaven i stedet indstille ham til områdets talepædagog.

I oktober mødte vi talepædagogen til et "Netværksmøde". Arthur var endnu ikke indstillet den gang, men nu her 2 måneder senere, ligger indstillingen klar. Indstillingen til PPR.

Vi er selvfølgelig enige i, at Arthur skal til talepædagog, men da vi læste indstillingen i går, var det alligevel svært. Jeg ved ikke om det var indholdet, eller bare det formelle (kommunale) brev, eller bare det faktum, at vores egen søn er indstillet til PPR, der gør det mavepuster-agtigt svært, men svært er det altså. - Det plejer jo, at være os, der indstiller andres børn til PPR ;)

Indstillingen slutter således: "Vi ser en dreng, der gerne vil de andre børn, men som kan havde svært ved at indgå i de andres lege på grund af at han har svært ved udtalen. Vi ser en dreng der bruger mange ressourcer på at gøre sig forståelig, og deraf trækker sig fra det sociale. Det ville være ærgerligt ikke at se om vi kan gøre noget for Arthur, da han meget gerne vil de andre børn."

Jeg tænker, at det vil være magisk, hvis Arthurs sprogudvikling, kan udgøre en forskel for Arthurs sociale trivsel, selvom jeg betvivler det meget. - Måske er det i virkelighed den erkendelse, der gør det seriøst mave-puster agtigt.