Afsluttes

Arthur har siden han var et år, haft slem astma. På Rigshospitalet skønnes det, at Arthurs
astma er "Rivotriludløst", da Rivotril kan give øget dannele af slim og spyt i luftvejene hos spæd -og småbørn. Altså en bivirkning.
Arthur har været indlagt flere gange med vejrtrækningsproblemer og har fået meget medicin over de sidste par år.

Sidste sommer, var Arthur i bedring, og vi besluttede at trappe ham ud. Nu har han således ikke fået medicin mod sin astma i et år. Derfor tog vi i fredags på Rigshospitalets lungeambulatorium for at få afsluttet Arthurs forløb.

Lægen og jeg var enige om, at så lidt medicin som muligt, måtte være at foretrække. Så selvom Arthur stadig har en smule luftvejsproblemer, så er han hermed afsluttet på lungeambulatoriet... (One down!)

Fjerde kontrolbesøg - Fourth control at the hospital

Vi tager på Riget for at tale med Arthurs læge om turen på Hvidovre. 
Vi vil ganske simpelt ikke "høre til" derude. 

Arthurs læge er heldigvis meget forstående og får henvist Arthur til Rigets Børnelungeambulatorium, hvor vi får tid til opstart af et forløb. Det formodes, at Arthurs vejrtrækningsproblemer kan skyldes, at han får Rivotril.

2.3.10
Fourth control at the hospital

We go back to our old hospital to discuss our visit at the new hospital with Arthur’s doctor. We simply do not want to be at the new place.

Luckily, the doctor understands and we are transferred back to the old hospital to start a course with the outpatient clinic specializing in children’s lungs. They assume that Arthur’s breathing problems are caused by Rivotril.

Astma - Asthma

Jeg blev ringet op af Arthurs vuggestue. Han hoster for meget.

Jeg cyklede hurtigt ud for at hente ham og tog derefter direkte til lægevagten. Lægevagten lyttede på Arthurs lunger og ringede derefter efter en taxa, så vi straks kunne komme ud på Hvidovre Hospital i børnemodtagelsen.

Vi ankom til Hvidovre hospital kl. 17:30. På Hvidovre hospital, blev vi bedt om, at tage plads i venteværelset. Arthur kravlede rundt over det hele. Der var proppet med mennesker, som alle sammen stirrede på Arthur, hver gang han hostede.

Vi fik ikke noget mad, men kunne tage en yoghurt i køleskabet. Vi fik ikke nogen stue, ikke noget noget... 

Sent hen på aftenen, ringede jeg til min mor, så hun kunne komme ud til os. Hun havde aftensmad med, men Arthur kunne ikke rigtig spise noget. Hans hosten tog fortsat til.

Arthur kunne ikke finde ro eller hvile og jeg spurgte efter en madras, han kunne ligge på. Vi blev henvist til de barnevogne der stod på gangen, men de var alle i brug.

Kl. 23.00 spurgte jeg hvornår det mon var Arthurs tur til, at blive set på. "I er de næste vrissede sygeplejersken", "Men vi har lige et barn med vejrtrækningsproblemer".

Langt om længe blev en klapvogn fri, men heller ikke i den kunne Arthur finde ro.

Kl. 01.30 kom lægen. Hun bad os give ham den samme medicin, som han normalt fik i en meget høj dosis. Herefter blev vi henvist til en stue, hvor vi kunne sove.

Medicinen hjalp meget lidt, så næste morgen fik Arthur en akut behandling med Prednisolonkur (over 3 dage). Lægen fortalte, at Arthur har astma. Vi blev derefter udskrevet med recept på Singulair og Spirocort.

5.2.10
Asthma

I had a call from Arthur’s nursery. He is coughing violently.

I biked to get him and we took a cab to the hospital. We arrived in the afternoon and were told to wait in the waiting area. Arthur was crawling all over the place with the crowd staring at him every time he coughed.

Late in the evening, I called my mother and she joined us. She brought food but Arthur coughed too much to be able to eat. It kept getting worse.

Arthur could not find rest and I asked for a mattress. They told me to go to some prams but they were all occupied.

At eleven in the evening, I asked if it would soon be our turn with the doctors. The nurse was less than pleasant in her reply. Finally, a pram was available, but Arthur could not find rest here either.

The doctor came around half past one at night. She told us to give Arthur a higher dosage of his regular medication and gave us a room to sleep in.
The medication has very little effect so the next morning Arthur was given urgent treatment with Prednisolone. The doctor said that Arthur has asthma. We were discharged with a prescription for Singular and Spirocort.

Vejrtrækningsproblemer - Breathing problems

Arthur har hostet meget over den seneste tid. Ikke desto mindre, tog vi i sommerhus i fredags. Hosten blev så slem, at han kastede op igen og igen under sine hosteanfald.
Vi måtte ringe til lægevagten, som kom ud i sommerhuset og så ham. Hun sikrede, at vi blev indlagt på Holbæk sygehus i isolation, da lægerne havde mistanke om kighoste.

Arthur fik taget en masse prøver og vi skulle afvente svar, men da det blev weekend testede de ikke og vi måtte blot vente. Der kom ingen læger eller sygeplejersker og de glemte at give os mad. Vi havde begge opkast ud over vores tøj, men de havde ikke noget andet vi kunne få. 
Det hele var meget absurd og underligt, men efter to dage, fik jeg overbevist dem om, at vi skulle overflyttes til Riget. Min mor hentede os og kørte os til København, hvor vi på Rigshospitalet blev indlagt i isolation igen. Efter et døgn, blev vi udskrevet. I al den tid, vi var indlagt, ville Arthur ikke spise. Han drak heldigvis, da han ellers skulle have haft sonde. 

Om en lille uge, skal vi til Spanien og Frankrig - Så nu må han godt blive frisk.
 - - -

Breathing problems

Arthur has cought a lot over the last time. Nevertheless we went to the summerhouse on Friday. The coughing got so bad, that he threw up again and again during his coughing-attacks. We had to call the on call doctor, who came to the summerhouse and examined him. She made sure, that we were admitted to Holbæk Hospital in isolation, because the doctors suspected it was whooping cough.

Arthur got a lot of tests taken and we had to wait for answers, but when it became weekend, they didn’t test and we just had to wait. No doctors or nurses came, and they forgot to give us food. Both of us had vomit on our clothes, but they didn’t have any other clothes we could get. It was all very absurd and weird, but after two days, we convinced them, that we should be transferred to Riget Hospital. My mother picked us up and drove us to Copenhagen, where we at Rigshospitalet got admitted in isolation again. After 24-hours, we got discharged. In all of the time Arthur was admitted, he didn’t want to eat. Luckily he drank, otherwise he should have had tube.

In about a week, we’re going to Spain and France – so hope he gets well soon.