"Går din søn ikke på Blågård?" - spurgte en pige mig forleden. Jeg kendte hende ikke.
"Jo, i 0.A - Går du også på Blågård?" - svarede jeg.
"Jeg går i 1.A... Han hedder Arthur, gør han ikke?" - spurgte hun.
"Jo, det gør han"...
"Han har en sygdom" konstaterede pigen.
"Ja, han har faktisk to" svarede jeg hende. Pigens mor stod ved siden af og havde fulgt samtalen. Hendes ansigtsudtryk stivnede et øjeblik.
"Hvordan har han fået dem?" spurgte pigen videre...
"Han er født sådan" forklarede jeg... "Nogle ting vælger man ikke selv, man må bare lære at leve med dem, og sådan er det med Arthurs sygdomme".
Pigen tænkte lidt. Hendes mor forblev tavs. Vidste måske ikke, hvordan hun skulle forholde sig. Valgte i hvert fald at lade være.
"Går det så ikke væk?" spurgte pigen til sidst
"Nej, det går ikke væk"...
Samtalen satte sig i mig - Ikke fordi den ikke var okay, for det var den virkelig. Pigen var helt reel og spurgte nysgerrig ind på en fin måde, men det satte sig i mig, at hun vidste, at Arthur "har en sygdom". Hun "kendte til" ham som værende et barn, der er anderledes end de andre. Og ligesom han skal leve med sine sygdomme, skal han også leve med at være den - andre ved - er anderledes - end dem selv.
I eftermiddags legede Arthur og Mollie i vores gård. Nogle børn fra fritidshjemmet var der nede. Nogle af dem Arthur rigtig godt kan lide og ofte er sammen med.
Børnene begyndte at "drille" Arthur. De bad ham kysse og kramme pigerne, hvorefter pigerne hvinede op, at han skulle lade være. På skift skubbede de hinanden hen mod Arthur, som ikke forstod, hvad der foregik.
Jeg fortalte ham, at han kun må kysse og kramme, hvis han har fået lov og at han selvfølgelig ikke skulle gå med på "legen". Han stod lidt og prøvede at kode situationen, men besluttede i stedet at cykle en runde med Mollie.
Imens snakkede de andre børn om ham... "Det er kun ham, hun er normal" sagde en af drengene informerende til de andre.
Jeg samlede dem sammen og forklarede dem, at de skulle lade være med at få ham til at kysse og kramme dem. Forklarede at han gerne vil være venner med dem og vil gøre alt de siger for at være med.
Den ældste dreng studsede over det jeg sagde... "Også hoppe ud fra 8. sal?" spurgte han undrende... "Det tror jeg ikke" svarede jeg, mens jeg vendte det i hovedet og så det for mig...
"Men bare lad vær med at udnytte ham"...
"Selvfølgelig svarede drengen, der syntes at være helt normal.
Viser opslag med etiketten Går fra. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Går fra. Vis alle opslag
lørdag den 23. april 2016
onsdag den 11. november 2015
Det dér skole
"Hvordan går det med Arthur i skolen?" spørger... ja... alle... sådan cirka.
Det går godt - overvejende godt.
Arthur er i skole hver dag. Også de dage hvor han synger "Jeg kan ikke lide at gå i skole"... på ægte Onkel Reje manér! - Og vi er super insisterende på, at man går i skole - hver dag.
Der er dage hvor Arthur ikke kan klare det - hvor han simpelthen falder i søvn af udmattelse og træthed. De dage ringer Amanda... Og jeg henter Arthur... De dage krammer vi ekstra meget, eller kører ned til Vildglad og spiser is!
Der er også dage hvor Arthur med nød og næppe kan klare det... Hvor han bliver inde i frikvarteret, fordi der er for meget larm... Hvor han er ked af, at han ikke kan følge med, når de sociale konstellationer etableres for hastigt om ørerne på ham...
Og han bare har brug for ro... De dage er Amanda hos ham.
Og så er der alle de dage der går godt... Hvor Arthur er sammen med Amanda hele skoledagen, bliver hentet af Claus kl. 13, får en gyngetur og snakker om dagens gang, om store og små hændelser... og herigennem tanker op til 2 timer på fritidshjemmet Cappella, som han ELSKER!
Han klarer det imponerende flot - og jeg er inderligt stolt af ham... Og vi står lige bag ved ham - klar til at gribe ham, hvis han falder, men også klar til at huje, heppe og synge med, når han overvinder sig selv!
Vi er så evigt heldige over at have så dygtige og kompetente fagpersoner omkring Arthur - Mennesker som ser ham og værdsætter ham som han er...
...Og så kan han i øvrigt både læse og stave!
Det går godt - overvejende godt.
Arthur er i skole hver dag. Også de dage hvor han synger "Jeg kan ikke lide at gå i skole"... på ægte Onkel Reje manér! - Og vi er super insisterende på, at man går i skole - hver dag.
Der er dage hvor Arthur ikke kan klare det - hvor han simpelthen falder i søvn af udmattelse og træthed. De dage ringer Amanda... Og jeg henter Arthur... De dage krammer vi ekstra meget, eller kører ned til Vildglad og spiser is!
Der er også dage hvor Arthur med nød og næppe kan klare det... Hvor han bliver inde i frikvarteret, fordi der er for meget larm... Hvor han er ked af, at han ikke kan følge med, når de sociale konstellationer etableres for hastigt om ørerne på ham...
Og han bare har brug for ro... De dage er Amanda hos ham.
Og så er der alle de dage der går godt... Hvor Arthur er sammen med Amanda hele skoledagen, bliver hentet af Claus kl. 13, får en gyngetur og snakker om dagens gang, om store og små hændelser... og herigennem tanker op til 2 timer på fritidshjemmet Cappella, som han ELSKER!
Han klarer det imponerende flot - og jeg er inderligt stolt af ham... Og vi står lige bag ved ham - klar til at gribe ham, hvis han falder, men også klar til at huje, heppe og synge med, når han overvinder sig selv!
...Og så kan han i øvrigt både læse og stave!
torsdag den 5. marts 2015
Folkeskole
"Hvor skal Arthur gå i skole henne?" - Spurgte en mor til en jævnaldrende i går...
Jeg tror, jeg har svaret på det spørgsmål 100 gange. Og svaret forskrækker modtageren hver gang. Han skal gå på Blågård.
Det har været og er, en svær beslutning, hvis man overhovedet kan kalde det en beslutning.
For vi har ikke noget alternativ.
Idealistisk er vi tilhængere af folkeskolen, men man kan ikke holde sit barn som gidsel for ens idealer. Derfor begyndte jeg at kontakte privatskoler, da Arthur var omkring 2 år. Skoler, som i flertal... Jeg har talt med de første 10 nærliggende privatskoler, men når jeg fortalte om Arthurs sygdom, kunne de meget hurtigt og præcist fortælle mig, at de ikke mente, at de var opgaven klar eller dygtig. Værst var Nørrebro Lilleskole, hvis sekretær spydigt sagde: "Ja, vi kan jo ikke rumme hvad som helst!" - Reelt nok, men virkelig uheldig formulering. Formuleringen fik mig til at vende tingene på hovedet, for hvem siger, at skolen skal kunne rumme Arthur? Er det centrale ikke i virkeligheden om Arthur kan rumme skolen? Ikke bare den enkelte skole, men det at gå i og være i skole?
Privatskolerne var ene og alene interessante pga. deres 20 børns klasser og deres sammensætning. For jeg ønsker af hjertet, at Arthur kommer et sted hen med tolerante forældre. Børnene er jeg ikke nervøs for - For børn er ualmindelige tolerante, rummelige og inkluderende. De finder sig i meget, faktisk i alt for meget. Forældrene derimod er jeg mere nervøs for... Nervøs for hvordan de taler om mit barn til deres barn... Nervøs for hvilke handlinger og hvilken håndtering de vælger i forhold til at skulle medvirke til inklusion af et barn som Arthur i et fællesskab.
Inklusion er folkeskolens nye dannelsesideal - Ikke demokrati, nej... Inklusion. Og derfor er der også plads til Arthur på Blågård - Den folkeskole vi hører til. Vi har allerede holdt tre møder med indskolingslederen og 25 støttetimer er i hus. 25! Jeg har aldrig før hørt om et barn, der har fået så mange støttetimer - Og jeg er SÅ glad!
I går var vi til informationsmøde - Samtidig var Arthur sammen med de andre førskolebørn i 0. klasse, hvor han skulle tegne et skriveunderlag. Nok fik han smeltet det, da han selv fik lyst til at laminere det en ekstra gang, men det gik overordnet okay. Da han havde været sammen med de andre børn i trekvarter var han brugt op. Han spurgte, hvor der var fred og ro og søgte ly for larmen under et bord i personalerummet. - Lidt særligt, men ikke verdens værste strategi.
Vi bliver nødt til at prøve. Og lige nu tror jeg, at Blågård er "opgaven" klar og dygtig.
Jeg tror, jeg har svaret på det spørgsmål 100 gange. Og svaret forskrækker modtageren hver gang. Han skal gå på Blågård.
Det har været og er, en svær beslutning, hvis man overhovedet kan kalde det en beslutning.
For vi har ikke noget alternativ.
Idealistisk er vi tilhængere af folkeskolen, men man kan ikke holde sit barn som gidsel for ens idealer. Derfor begyndte jeg at kontakte privatskoler, da Arthur var omkring 2 år. Skoler, som i flertal... Jeg har talt med de første 10 nærliggende privatskoler, men når jeg fortalte om Arthurs sygdom, kunne de meget hurtigt og præcist fortælle mig, at de ikke mente, at de var opgaven klar eller dygtig. Værst var Nørrebro Lilleskole, hvis sekretær spydigt sagde: "Ja, vi kan jo ikke rumme hvad som helst!" - Reelt nok, men virkelig uheldig formulering. Formuleringen fik mig til at vende tingene på hovedet, for hvem siger, at skolen skal kunne rumme Arthur? Er det centrale ikke i virkeligheden om Arthur kan rumme skolen? Ikke bare den enkelte skole, men det at gå i og være i skole?
Privatskolerne var ene og alene interessante pga. deres 20 børns klasser og deres sammensætning. For jeg ønsker af hjertet, at Arthur kommer et sted hen med tolerante forældre. Børnene er jeg ikke nervøs for - For børn er ualmindelige tolerante, rummelige og inkluderende. De finder sig i meget, faktisk i alt for meget. Forældrene derimod er jeg mere nervøs for... Nervøs for hvordan de taler om mit barn til deres barn... Nervøs for hvilke handlinger og hvilken håndtering de vælger i forhold til at skulle medvirke til inklusion af et barn som Arthur i et fællesskab.
Inklusion er folkeskolens nye dannelsesideal - Ikke demokrati, nej... Inklusion. Og derfor er der også plads til Arthur på Blågård - Den folkeskole vi hører til. Vi har allerede holdt tre møder med indskolingslederen og 25 støttetimer er i hus. 25! Jeg har aldrig før hørt om et barn, der har fået så mange støttetimer - Og jeg er SÅ glad!
I går var vi til informationsmøde - Samtidig var Arthur sammen med de andre førskolebørn i 0. klasse, hvor han skulle tegne et skriveunderlag. Nok fik han smeltet det, da han selv fik lyst til at laminere det en ekstra gang, men det gik overordnet okay. Da han havde været sammen med de andre børn i trekvarter var han brugt op. Han spurgte, hvor der var fred og ro og søgte ly for larmen under et bord i personalerummet. - Lidt særligt, men ikke verdens værste strategi.
Vi bliver nødt til at prøve. Og lige nu tror jeg, at Blågård er "opgaven" klar og dygtig.
tirsdag den 26. november 2013
Forklaring - Explanation
I søndags var vi til børnefødselsdag. Min venindes dejlige dreng blev 2 år. Arthur og Mollie havde glædet sig til festen.
Da vi havde været til fødselsdagen i halvanden time, var Arthurs øjne blanke. Han var ufokuseret og svær, at komme i kontakt med. Han hørte ikke længere efter, men vimsede rundt uden formål. Han var urolig og søgte sin far, for at putte. Jesper og Arthur satte sig sammen i en sækkestol og krammede længe.
Da vi en halv time senere besluttede, at tage hjem, fortalte min veninde, at Arthur allerede da vi kom, havde været meget sensitiv. Han havde startlet af lyden af nogle plastikgafler, han selv satte i et plastikkrus. Min veninde spurgte mig, hvorfor han mon havde det sådan. "Er der nogen særlig grund?"
Jeg har tænkt meget over dette spørgsmål, da jeg ofte får det. - Hvorfor har Arthur det sådan i dag/i denne situation/i denne sammenhæng..?
Jeg forklarer altid, eller rettere; forsvarer eller sågar bortforklarer. For jeg er bange for, at gøre folk utilpas. Såre dem, fordi det ofte er den sammenhæng de skaber eller er en del af, der på det pågældende tidspunkt, er svær for Arthur. Jeg forsøger, at analysere mig frem til årsager, men jeg kender dem reelt ikke.
Jeg ved stort set aldrig, hvorfor Arthur får det svært.
Jeg ved stort set aldrig, hvorfor Arthur får det svært.
Det eneste jeg ved er, at meget lyd trigger ham. Meget lyd får Arthur til at trække sig - fysisk eller psykisk. Han søger ind i sig selv, mister kontakten. Samtidig bliver han fysisk urolig og får svært ved, at være i sig selv.
Andre årsagssammenhænge, sammenkædninger, er rene fortolkninger baseret på vores erfaringer. Jeg ved ikke ret meget om Hyperekplexia, for der er ingen information, at søge. Jeg kan kun forholde mig til Arthur. Til hvad jeg oplever og ser.
Når Arthur har en svær dag, aner jeg oftest ikke hvad der forårsager det. Nogle dage er måske bare sådan?
Jeg ved, at folk spørger i omsorg og selvfølgelig også nysgerrighed. De søger en forståelse, som end ikke jeg har.
Jeg kigger bare på min søn og ser ham, hvor han er, som den han er. Og nogle gange, er han bare en helt almindelig dreng.
Når Arthur har en svær dag, aner jeg oftest ikke hvad der forårsager det. Nogle dage er måske bare sådan?
Jeg ved, at folk spørger i omsorg og selvfølgelig også nysgerrighed. De søger en forståelse, som end ikke jeg har.
Jeg kigger bare på min søn og ser ham, hvor han er, som den han er. Og nogle gange, er han bare en helt almindelig dreng.
- - - - - -
Explanation
Last Sunday we were at a kids birthday. My friends
lovely boy turned two. Arthur and Mollie was really looked forward to the
party.
After an hour and a half Arthurs eyes were blank. He
was unfocused and difficult to get into contact with. He didn’t listen anymore
and but merely walked around without purpose. He was restless and sought his
father to cuddle. Jesper and Arthur sat together in a beansack chair and hugged
for a long while.
When we a half hour later decided to go home, a friend
told me that Arthur already when we arrived had been very sensitive. He was
startled by the noise of plastic forks he himself put in a plastic cup. My friend asked me why he was like that.
“Any special reason?”
I have been thinking a lot about this question, since
it’s one I often get. – Howcome Arthur is feeling what he is feeling today/ in
this situation / in this context…?
I always explain or rather defend or even try to
explain away. Because I don’t want to make people unconfortable. Hurt them,
since it’s often in the context they create or part of it that at the time is
difficult for Arthur. I try to analyze, to find the reasons, but in all honesty
I do not know them.
I almost never know what triggers Arthur.
The only thing I know is that a lot of sound triggers
him. A huge amount of sound can make Arthur withdraw both physical and
mentally. He withdraws into himself, looses contact. Simultaneously becoming
physically restless, having a hard time being in his own body.
Any other causation, links, is strictly
interpretations based on our own experiences. I don’t know a lot about
Hyperekplexia, since there is no information out there. I can only relate to
what I experience with and see with Arthur.
I usually don’t know what causes it when Arthur has a
rough day. Some days might just be that way?
I know people ask out of concern and of course also
out of curiosity. They seek an understanding that even I don’t have.
I just look at my son and sees him, where he is as who
he is. And sometimes he is just a completely ordinary boy.
mandag den 18. november 2013
Mollies fødselsdag
I lørdags holdt vi fødselsdag for Arthurs lillesøster, Mollie. Vi havde inviteret en del, men der var mange afbud, hvilket gjorde festen lidt mere overskuelig.
Arthur havde glædet sig meget og blev også glad, da de første gæster kom.
Derefter gik han ind på sit værelse, hvor han blev stort set hele festen igennem. Arthur tændte for et "lydbånd" med Dyrene i Hakkebakkeskoven og satte sig i sin seng. De andre børn, der var med til festen måtte godt lege på Arthurs værelse, men han blev derinde.
I går var Arthur flad. Blev hurtigt ked af det og var meget træt. Han kunne ikke falde i søvn, da det endelig blev aften og endte med at få massage af tre omgange, før han faldt i søvn på sofaen med Jesper.
I dag holder han fri med farmor... For vi er heldigvis blevet så rutinerede, at vi ved, at det tager to dage at komme sig ovenpå en god fest.
mandag den 20. maj 2013
Fysioterapi
Arthur blev sidste år indstillet til ergoterapi i Børnecenter København. Efter at have ventet på en tid, i tre måneder, ringede jeg til dem. De fortalte, at der fortsat var lang ventetid og opfordrede os til, at henvende os til en privatpraktiserende fysioterapeut hos Fysioterapi Nordvest.
Jeg kontaktede dem og fik en tid til Arthur hos Charlotte.
Til Arthurs første konsultation, talte vi om hans sygdom, mens han prøvede forskellige ting af. Jeg fortalte om hvordan Arthur får indre uro, når han overstimuleres og om hvordan det præger hans hverdag. Arthur har en gode grovmotoriske færdigheder, men kan ikke fastholdes i en aktivitet ret længe. Han spurter pludselig væk, lukker af og lytter ikke til opgaverne, eller går sine egen veje.
I begyndelsen af Arthurs fysioterapiforløb, skulle han gennem gå fire forskellige aktiviteter. Alle med fokus på, at få Arthurs uro arbejdet ud ad kroppen.
Her et halvt år efter, er Arthur blevet stærkere i sin koncentration. Han kan fastholdes i 1-2 aktiviteter i løbet af den halve time vi er der og han kan, som regel, tage imod de opgaver han stilles.
Arthur elsker at 'træne sammen med Charlotte'. Når vi ikke kommer derud i længere tid, så savner han hende. Og jeg forstår ham godt, for når man går til forskellig behandling flere gange om ugen, så er det afgørende, at man mødes af nogle hjertelige og kompetente behandler og det er Charlotte. Jeg kan på det varmeste anbefale hende til alle børn, der har brug for en fysioterapeut af den ene eller den anden grund, hun er fuldstændig fantastisk.
Ergoterapi forløbet er for længst begyndt, men Arthur kommer stadig hos Charlotte og det bliver han ved med.
Jeg kontaktede dem og fik en tid til Arthur hos Charlotte.
Til Arthurs første konsultation, talte vi om hans sygdom, mens han prøvede forskellige ting af. Jeg fortalte om hvordan Arthur får indre uro, når han overstimuleres og om hvordan det præger hans hverdag. Arthur har en gode grovmotoriske færdigheder, men kan ikke fastholdes i en aktivitet ret længe. Han spurter pludselig væk, lukker af og lytter ikke til opgaverne, eller går sine egen veje.
I begyndelsen af Arthurs fysioterapiforløb, skulle han gennem gå fire forskellige aktiviteter. Alle med fokus på, at få Arthurs uro arbejdet ud ad kroppen.
Her et halvt år efter, er Arthur blevet stærkere i sin koncentration. Han kan fastholdes i 1-2 aktiviteter i løbet af den halve time vi er der og han kan, som regel, tage imod de opgaver han stilles.
Arthur elsker at 'træne sammen med Charlotte'. Når vi ikke kommer derud i længere tid, så savner han hende. Og jeg forstår ham godt, for når man går til forskellig behandling flere gange om ugen, så er det afgørende, at man mødes af nogle hjertelige og kompetente behandler og det er Charlotte. Jeg kan på det varmeste anbefale hende til alle børn, der har brug for en fysioterapeut af den ene eller den anden grund, hun er fuldstændig fantastisk.
Ergoterapi forløbet er for længst begyndt, men Arthur kommer stadig hos Charlotte og det bliver han ved med.
torsdag den 7. februar 2013
Fastelavn 2013
Fastelavn i børnehaven overstået. Det gik bedre end sidste år.
Arthur havde holdt fri med farmor, så dagen ikke skulle blive for lang.
Kl. 16.00 ankom vi udklædte til verdens mest pakkede fastelavnsfest. Arthur løb straks ned i garderoben efter sine hørebøffer... Så var han klar!
Arthur blev hurtigt urolig og lagde sig på gulvet, kravlede rundt, gemte sig. Da de andre børn samlede sig i kø til tøndeslagning, løb Arthur op ad trappen til næste etage. 10 minutter senere havde han mod på at deltage. Arthur væltede igen rundt. Lå på gulvet, hev i min arm... Midt i et, i forvejen stort, kaos. Langt om længe, fik han slået to gange på tønden. Hans krop gav to små sæt, men det var ingenting lig sidste års chokstimer.
Arthur gik derefter hen i sofaen, hvor han sad lidt, før han besluttede sig for, at gå væk fra festen. Arthur tog sin farmor med hen i fjerneste afkrog af børnehaven og holdt sin egen fest.
Vi stak naturligvis af fra oprydningen (nogle andre måtte vel kompensere for vores manglende solidaritetsånd) og skyndte os hjem.
Hulter til bulter ligger en lille urolig dreng nu i sin seng på 2. time. Massage og varmt bad, fik ham lidt til ro, men øjnene kører stadig vildt rundt.
Heldigvis havde Arthur en god oplevelse og han glæder sig til at få sine 'Baktus'bukser på igen på søndag.
Arthur havde holdt fri med farmor, så dagen ikke skulle blive for lang.
Kl. 16.00 ankom vi udklædte til verdens mest pakkede fastelavnsfest. Arthur løb straks ned i garderoben efter sine hørebøffer... Så var han klar!
Arthur blev hurtigt urolig og lagde sig på gulvet, kravlede rundt, gemte sig. Da de andre børn samlede sig i kø til tøndeslagning, løb Arthur op ad trappen til næste etage. 10 minutter senere havde han mod på at deltage. Arthur væltede igen rundt. Lå på gulvet, hev i min arm... Midt i et, i forvejen stort, kaos. Langt om længe, fik han slået to gange på tønden. Hans krop gav to små sæt, men det var ingenting lig sidste års chokstimer.
Arthur gik derefter hen i sofaen, hvor han sad lidt, før han besluttede sig for, at gå væk fra festen. Arthur tog sin farmor med hen i fjerneste afkrog af børnehaven og holdt sin egen fest.
Vi stak naturligvis af fra oprydningen (nogle andre måtte vel kompensere for vores manglende solidaritetsånd) og skyndte os hjem.
Hulter til bulter ligger en lille urolig dreng nu i sin seng på 2. time. Massage og varmt bad, fik ham lidt til ro, men øjnene kører stadig vildt rundt.
Heldigvis havde Arthur en god oplevelse og han glæder sig til at få sine 'Baktus'bukser på igen på søndag.
tirsdag den 16. oktober 2012
Selvindsigt
Nanna: "Jesper, vi skal lige have kugledynen herhen i sofaen. Der er én der har det helt vildt"
Arthur: "Det er jo MIG!!" :)
Arthur: "Det er jo MIG!!" :)
mandag den 15. oktober 2012
Det svære er også det sjove
I går aftes fik jeg en betænksom besked fra min mands svigerinde. Hun indbød til en mindre sammenkomst oven på en dejlig fødselsdag hos Arthurs fætter, Emil. Katrine, som hun hedder, var en af dem vi (næsten) nåede at sige farvel til, da jeg kort før fødselsdagsmiddagen måtte tage hjem med begge børn, fordi Arthur ikke længere kunne være i sig selv.
Børnefødselsdag er på top 1 over arrangementer Arthur har svært ved. Ligesom andre børn, synes han det er fantastisk, at træde ind gennem døren med pakke i favnen og udsigt til lagkage. Den magiske fødselsdagssitren, de mange mennesker, snak i alle værelser og kroge, masser af dejlige børn der har det sjovt og leger over alt... Det er bare hårdt for Arthur.
Vores venner og familie har nok bemærket, at vi altid kommer for sent - Og ofte tager tidligt hjem. For efter kort tid ser vi altid, at Arthur søger væk fra festen. Han finder et stille rum, et sted med få mennesker og holder sin egen fest. På et tidspunkt begynder Arthurs øjne at flakke. Han fokuserer ikke længere, men er trukket ind i sin egen verden. Hans ører holder op med "at virke", hans hjerte hamrer hurtigt og han selvstimulerer. En leg varer få minutter før han fortsætter til næste leg. Han bliver motorisk urolig og kravler op på ting, drejer rundt om sig selv eller hopper. Hvis jeg stopper Arthur op, vrider han sig rundt og fortsætter sin konstante bevægelse. Arthur holder op med at svare, når jeg taler til ham, men får han hjælp til at finde ro et øjeblik, kan han fremstamme, at han har det svært eller har uro i sin krop. - Og så er det, at det er tid til, at tage hjem - hurtigt!
Når først vi er kommet ud ad døren og er på vej hjem, går pusten af ballonen. Arthur finder igen ro i sig selv og det ses tydeligt, at han er udtrættet.
I går var Arthur træt. Så træt, at han faldt i søvn, da var vi på tur. (Heldigvis kunne han låne Mollies klapvogn). Hjemme så Arthur film - Nåh ja, og sad i en kasse...
I dag fik vi heldigvis revanche på fætter-fronten idet vi tog på Experimentarium med Arthurs anden fætter, Alfred. Der var ekstremt mange mennesker, da både efterårsferie og regnvejr indbød til indendørs aktiviteter - En tanke jeg burde have tænkt. Så med et fast greb i Arthurs hånd, gik vi på opdagelse. Efter nogle timer, var Arthur helt brugt op. Så brugt op, at han på vej ud, begyndte at græde af træthed og udmattelse. På vej hjem snakkede vi om, at det havde været en rigtig god tur, selvom det også havde været svært og hårdt på grund af de mange mennesker og den megen larm. Vi blev enige om, at vi snart skal derud igen - For selvfølgelig har vi købt årskort!
Børnefødselsdag er på top 1 over arrangementer Arthur har svært ved. Ligesom andre børn, synes han det er fantastisk, at træde ind gennem døren med pakke i favnen og udsigt til lagkage. Den magiske fødselsdagssitren, de mange mennesker, snak i alle værelser og kroge, masser af dejlige børn der har det sjovt og leger over alt... Det er bare hårdt for Arthur.
Vores venner og familie har nok bemærket, at vi altid kommer for sent - Og ofte tager tidligt hjem. For efter kort tid ser vi altid, at Arthur søger væk fra festen. Han finder et stille rum, et sted med få mennesker og holder sin egen fest. På et tidspunkt begynder Arthurs øjne at flakke. Han fokuserer ikke længere, men er trukket ind i sin egen verden. Hans ører holder op med "at virke", hans hjerte hamrer hurtigt og han selvstimulerer. En leg varer få minutter før han fortsætter til næste leg. Han bliver motorisk urolig og kravler op på ting, drejer rundt om sig selv eller hopper. Hvis jeg stopper Arthur op, vrider han sig rundt og fortsætter sin konstante bevægelse. Arthur holder op med at svare, når jeg taler til ham, men får han hjælp til at finde ro et øjeblik, kan han fremstamme, at han har det svært eller har uro i sin krop. - Og så er det, at det er tid til, at tage hjem - hurtigt!
Når først vi er kommet ud ad døren og er på vej hjem, går pusten af ballonen. Arthur finder igen ro i sig selv og det ses tydeligt, at han er udtrættet.
I går var Arthur træt. Så træt, at han faldt i søvn, da var vi på tur. (Heldigvis kunne han låne Mollies klapvogn). Hjemme så Arthur film - Nåh ja, og sad i en kasse...
I dag fik vi heldigvis revanche på fætter-fronten idet vi tog på Experimentarium med Arthurs anden fætter, Alfred. Der var ekstremt mange mennesker, da både efterårsferie og regnvejr indbød til indendørs aktiviteter - En tanke jeg burde have tænkt. Så med et fast greb i Arthurs hånd, gik vi på opdagelse. Efter nogle timer, var Arthur helt brugt op. Så brugt op, at han på vej ud, begyndte at græde af træthed og udmattelse. På vej hjem snakkede vi om, at det havde været en rigtig god tur, selvom det også havde været svært og hårdt på grund af de mange mennesker og den megen larm. Vi blev enige om, at vi snart skal derud igen - For selvfølgelig har vi købt årskort!
onsdag den 15. juni 2011
Arthur til konfirmation - Arthur at a family party
Jesper kusines datter skal konfirmeres. Vi tager bussen derud - Arthur sover i klapvognen.
Vi ankommer til Dragør Badehotel i lunt solskin. Hele Jespers familie sidder udenfor i solen mens de nyder en velkomstdrink. Da vi kort efter skal til bords indenfor i restauranten, vågner Arthur op.
Arthur er temmelig genert og vil ikke rigtig med ind. Jesper tager ham med hen til sin plads og sidder med ham. Arthur vil som sædvanlig ikke spise noget, han holder sig for ørerne og ser utryg ud, hver gang der holdes tale, klappes eller skåles.
Da vi har siddet ved bordet lidt tid, hopper Arthur ned fra Jesper og går direkte hen til døren. Han går ud ad døren og sætter sig på terrassen. Han kan på ingen måde overtales til at komme med ind igen, han sidder bare helt stille i solen med en bold.
Arthurs farmor og farfar og jeg selv, skiftes til at sidde ude ved Arthur - Der er en legeplads ved restauranten og Arthur løber glad rundt. Da vi når til desserten, prøver vi igen, at få Arthur med ind til festen, men han holder fast i, at han vil blive ude.
Da vi sent om aftenen går ned mod bussen, taler Jesper og jeg om, hvor imponerende det er, at Arthur selv kan mærke, at han ikke kan holde til det lydniveau der er i restauranten og derfor selv vælger, at gå væk.
15.6.11
Arthur at a family party
It is the day of Jesper’s cousin’s confirmation. We take the bus there and Arthur is sleeping in the stroller.
We arrive and enjoy the warmth of the sun. All of the guests are outside. As we enter the restaurant, Arthur wakes. He is shy and does not want to come inside. Jesper brings him to his seat and sits with him. As usual, Arthur does not want to eat – he has his hands to his ears and looks insecure every time there is speech, a song, or someone is clapping or toasting.
After having been at the table for a while, Arthur leaves Jesper and heads for the door. He sits on the deck outside and there is no convincing him to go back inside. All he wants to do is sit quietly in the sun with a ball. Arthur’s grandparents and I take turns in sitting with him. There is a playground and he is playing happily for a while. By dessert time, we try once again to convince Arthur to come back inside but he refuses.
Late at night, we head back to the bus to go home. Jesper and I discuss how impressive it is that Arthur is capable of sensing when the sound level is too much for him and choose to leave it.
Vi ankommer til Dragør Badehotel i lunt solskin. Hele Jespers familie sidder udenfor i solen mens de nyder en velkomstdrink. Da vi kort efter skal til bords indenfor i restauranten, vågner Arthur op.
Arthur er temmelig genert og vil ikke rigtig med ind. Jesper tager ham med hen til sin plads og sidder med ham. Arthur vil som sædvanlig ikke spise noget, han holder sig for ørerne og ser utryg ud, hver gang der holdes tale, klappes eller skåles.
Da vi har siddet ved bordet lidt tid, hopper Arthur ned fra Jesper og går direkte hen til døren. Han går ud ad døren og sætter sig på terrassen. Han kan på ingen måde overtales til at komme med ind igen, han sidder bare helt stille i solen med en bold.
Arthurs farmor og farfar og jeg selv, skiftes til at sidde ude ved Arthur - Der er en legeplads ved restauranten og Arthur løber glad rundt. Da vi når til desserten, prøver vi igen, at få Arthur med ind til festen, men han holder fast i, at han vil blive ude.
Da vi sent om aftenen går ned mod bussen, taler Jesper og jeg om, hvor imponerende det er, at Arthur selv kan mærke, at han ikke kan holde til det lydniveau der er i restauranten og derfor selv vælger, at gå væk.
15.6.11
Arthur at a family party
It is the day of Jesper’s cousin’s confirmation. We take the bus there and Arthur is sleeping in the stroller.
We arrive and enjoy the warmth of the sun. All of the guests are outside. As we enter the restaurant, Arthur wakes. He is shy and does not want to come inside. Jesper brings him to his seat and sits with him. As usual, Arthur does not want to eat – he has his hands to his ears and looks insecure every time there is speech, a song, or someone is clapping or toasting.
After having been at the table for a while, Arthur leaves Jesper and heads for the door. He sits on the deck outside and there is no convincing him to go back inside. All he wants to do is sit quietly in the sun with a ball. Arthur’s grandparents and I take turns in sitting with him. There is a playground and he is playing happily for a while. By dessert time, we try once again to convince Arthur to come back inside but he refuses.
Late at night, we head back to the bus to go home. Jesper and I discuss how impressive it is that Arthur is capable of sensing when the sound level is too much for him and choose to leave it.
søndag den 29. maj 2011
Søgning efter børnehave - The search for day care
Da Arthur begyndte i Klatretræet, håbede vi, at han skulle gå der ind til han på et tidspunkt skulle begynde i skole.
3 måneder efter hans start, var vi til møde med pædagogerne fra hans stue. De gjorde det klart for os, at børnehavegruppen ikke var optimal for Arthur. Arthurs vuggestuegruppe bestående 14 børn havde en etage for sig selv. Børnehavegrupperne bestående af 24 børn var samlet to på hver etage. I børnehaven ville Arthur ikke kunne gå fra og der ville være et betydeligt lydniveau. Kort sagt, anbefalede de os, at lede efter alternativer.
Vi aftalte, at kontakte den pædagogiske konsulent på Vesterbro, da hun måske kunne lægge følere ud i de forskellige institutioner. Det vigtigste var jo, at Arthur kom et sted hen, hvor de havde mod på en dreng med Startle Disease. Vi endte med at skulle besøge nogle få udvalgte institutioner. Nogle med et lavt børnetal og gode fysiske rammer.
Imidlertid skete der det forunderlige, at jeg kom til at opsige vores lejlighed på Vesterbro og takke ja til en lejlighed på Nørrebro. Derfor måtte jeg nu kontakte den pædagogiske konsulent på Nørrebro i stedet. Vi aftalte, at vi skulle mødes hen over sommeren med henblik på at få Arthur i børnehave pr. 1/11 - 2011
29.5.11
The search for day care
When Arthur started at his nursery we hoped that he would be able to stay at the same place until he was to start school. Three months after his first day, we had a meeting with his pedagogues and they told us that their day care was far from optimal for Arthur. His current nursery has 14 children on a separate floor. The day care unit had 49 children per floor and Arthur would have no place to go to seek the quiet he needs. They recommended that we looked into alternatives.
We sought help from the local consultant on these matters to find a suitable day care center. Most important for us is that Arthur is at a place where they have the courage to take in a boy with Startle Disease. We were recommended centers with few children and great physical surroundings in our neighborhood in the western part of Copenhagen.
Then I found a new place to live in the Northern part of the city and this has entailed a new meeting this summer to find the best possible day care center for Arthur.
3 måneder efter hans start, var vi til møde med pædagogerne fra hans stue. De gjorde det klart for os, at børnehavegruppen ikke var optimal for Arthur. Arthurs vuggestuegruppe bestående 14 børn havde en etage for sig selv. Børnehavegrupperne bestående af 24 børn var samlet to på hver etage. I børnehaven ville Arthur ikke kunne gå fra og der ville være et betydeligt lydniveau. Kort sagt, anbefalede de os, at lede efter alternativer.
Vi aftalte, at kontakte den pædagogiske konsulent på Vesterbro, da hun måske kunne lægge følere ud i de forskellige institutioner. Det vigtigste var jo, at Arthur kom et sted hen, hvor de havde mod på en dreng med Startle Disease. Vi endte med at skulle besøge nogle få udvalgte institutioner. Nogle med et lavt børnetal og gode fysiske rammer.
Imidlertid skete der det forunderlige, at jeg kom til at opsige vores lejlighed på Vesterbro og takke ja til en lejlighed på Nørrebro. Derfor måtte jeg nu kontakte den pædagogiske konsulent på Nørrebro i stedet. Vi aftalte, at vi skulle mødes hen over sommeren med henblik på at få Arthur i børnehave pr. 1/11 - 2011
29.5.11
The search for day care
When Arthur started at his nursery we hoped that he would be able to stay at the same place until he was to start school. Three months after his first day, we had a meeting with his pedagogues and they told us that their day care was far from optimal for Arthur. His current nursery has 14 children on a separate floor. The day care unit had 49 children per floor and Arthur would have no place to go to seek the quiet he needs. They recommended that we looked into alternatives.
We sought help from the local consultant on these matters to find a suitable day care center. Most important for us is that Arthur is at a place where they have the courage to take in a boy with Startle Disease. We were recommended centers with few children and great physical surroundings in our neighborhood in the western part of Copenhagen.
Then I found a new place to live in the Northern part of the city and this has entailed a new meeting this summer to find the best possible day care center for Arthur.
lørdag den 7. maj 2011
Støttetimer til Arthur - Support for Arthur
I foråret havde vi et dejligt møde med Arthurs nye pædagog, Susie og stuens pædagogmedhjælper, Anette. Oven på de ubehagelige forældresamtaler i den gamle vuggestue, var samtalen en sand fornøjelse.
Susie og Anette fortalte, at de oplevede en dreng i fin trivsel. Ligesom os, kunne de mærke, at Arthur overstimuleres og udtrættes hurtigt. Anette sagde så konkret: "Når kl. er halv tre, så kan Arthur ikke mere". En vuggestuedag på fire timer, hvoraf to timer bruges på lur, er jo ikke meget, men for Arthur er det meget krævende.
Vi blev enige om at søge nogle støttetimer til Arthur, så stuens personale, kunne få mulighed for at gå fra med Arthur, når han fik for meget. Arthur er meget alene i vuggestuen, da han hurtigt får "nok" af de andre børn - Hurtigt kan han ikke overskue den sociale sammenhæng, og trækker sig hen til de voksne, hvorfor hans sociale udvikling naturligvis ikke er alderssvarende. Personalet ville gerne støtte Arthur i at sætte ord på sine behov og hjælpe ham til at danne venskaber. - Og måske hjælpe ham til, at kunne være i vuggestue et længere tidsrum.
Arthurs pædagoger var så søde og rare at tale med og til slut i samtalen udbrød Anette "Jamen, vi elsker jo bare Arthur" - Og jeg elsker hende, fordi hun sagde det!! Vi er så heldige med den vuggestue!
7.5.11
Support for Arthur
In the spring we had a meeting with Arthur’s new pedagogues Susie and Anette. Where meetings with the old nursery were uncomfortable, this was a true pleasure.
Susie and Anette told us that they saw Arthur as a boy who thrives. Like us, they notices that he is easily over-stimulated and tired. A normal day at the nursery is four hours for Arthur and he sleeps for two of those, so it is not a lot of time. However, for Arthur it is very demanding.
We agreed to apply for extra support for Arthur to give the staff at the nursery resources to take him away from the other children when he had a need for quiet time. Arthur spends a lot of time on his own at the nursery because the other children easily becomes too much of a handful for him. He does not understand the social contexts and seeks the adults for support. Therefore, his social development is naturally not age appropriate. The staff wants to help Arthur express his needs and support him in forming friendships. Furthermore, they hope to help him in a way that makes it possible for him to stay at the nursery for a longer time span.
Arthur’s pedagogues were nice to talk to, and at the end of the meeting, Anette said: We just love Arthur. I love her for saying that – we are so fortunate to have that nursery.
Susie og Anette fortalte, at de oplevede en dreng i fin trivsel. Ligesom os, kunne de mærke, at Arthur overstimuleres og udtrættes hurtigt. Anette sagde så konkret: "Når kl. er halv tre, så kan Arthur ikke mere". En vuggestuedag på fire timer, hvoraf to timer bruges på lur, er jo ikke meget, men for Arthur er det meget krævende.
Vi blev enige om at søge nogle støttetimer til Arthur, så stuens personale, kunne få mulighed for at gå fra med Arthur, når han fik for meget. Arthur er meget alene i vuggestuen, da han hurtigt får "nok" af de andre børn - Hurtigt kan han ikke overskue den sociale sammenhæng, og trækker sig hen til de voksne, hvorfor hans sociale udvikling naturligvis ikke er alderssvarende. Personalet ville gerne støtte Arthur i at sætte ord på sine behov og hjælpe ham til at danne venskaber. - Og måske hjælpe ham til, at kunne være i vuggestue et længere tidsrum.
Arthurs pædagoger var så søde og rare at tale med og til slut i samtalen udbrød Anette "Jamen, vi elsker jo bare Arthur" - Og jeg elsker hende, fordi hun sagde det!! Vi er så heldige med den vuggestue!
7.5.11
Support for Arthur
In the spring we had a meeting with Arthur’s new pedagogues Susie and Anette. Where meetings with the old nursery were uncomfortable, this was a true pleasure.
Susie and Anette told us that they saw Arthur as a boy who thrives. Like us, they notices that he is easily over-stimulated and tired. A normal day at the nursery is four hours for Arthur and he sleeps for two of those, so it is not a lot of time. However, for Arthur it is very demanding.
We agreed to apply for extra support for Arthur to give the staff at the nursery resources to take him away from the other children when he had a need for quiet time. Arthur spends a lot of time on his own at the nursery because the other children easily becomes too much of a handful for him. He does not understand the social contexts and seeks the adults for support. Therefore, his social development is naturally not age appropriate. The staff wants to help Arthur express his needs and support him in forming friendships. Furthermore, they hope to help him in a way that makes it possible for him to stay at the nursery for a longer time span.
Arthur’s pedagogues were nice to talk to, and at the end of the meeting, Anette said: We just love Arthur. I love her for saying that – we are so fortunate to have that nursery.
lørdag den 5. marts 2011
Fastelavn 2011 - Festivities at the nursery
Egentlig havde jeg mest lyst til, at skåne Arthur for endnu et arrangement i vuggestuen, efter det mislykkede julearrangement, men på den anden side, er det jo vigtigt, at være med...
Derfor havde jeg taget tidligt fri fra arbejde, da vuggestuen i fredags holdt fastelavn, så jeg kunne give ham en overkommelig dag ved at hente ham tidligt.
Arthur ankom i badekåbe og hjemme-(mormor)strikket hue - Klædt ud som yndlingsfiguren Yoda! Han blev sat ved bordet sammen med de andre udklædte børn og jeg vinkede ængsteligt farvel og forsikrede vuggestuen om, at de bare kunne ringe efter mig.
---
Da jeg tidligt på eftermiddagen hentede Arthur, viste det sig, at han havde haft en fortrinlig dag. Han var i glimrende humør og selvfølgelig fortsat iført badekåbe. Fastelavn havde han dog ikke deltaget i... Da der skulle slås Katten af Tønden og leges lege, havde Arthur forladt stuen til fordel for det tomme rytmikrum... Her havde han så fået en skål popkorn ind :)
Lidt træt var han dog, da han kom hjem...
5.3.11
Festivities at the nursery
I really felt like sparing Arthur yet another holiday celebration at the nursery after the unsuccessful Christmas party. However, it is important to participate.
Therefore, I had ended my shift at work early this Friday. The nursery was celebrating fastelavn (a Nordic kind of Halloween-ish celebration) and I wanted to make Arthur’s manageable by picking him up early.
Arthur arrived in a bathrobe and a knitted hat – dressed up as his favorite Yoda. He was placed at the table alongside the other children and I nervously waved goodbye and told the nursery to call me if he needed me.
Early in the afternoon, I picked up Arthur and he had had a lovely day. He did not take part in the actual celebration – a noisy game resembling the batting of a piñata – but had made off to a quiet room with a bowl of popcorn.
He was rather tired when we got home, though.
Derfor havde jeg taget tidligt fri fra arbejde, da vuggestuen i fredags holdt fastelavn, så jeg kunne give ham en overkommelig dag ved at hente ham tidligt.
Arthur ankom i badekåbe og hjemme-(mormor)strikket hue - Klædt ud som yndlingsfiguren Yoda! Han blev sat ved bordet sammen med de andre udklædte børn og jeg vinkede ængsteligt farvel og forsikrede vuggestuen om, at de bare kunne ringe efter mig.
---
Da jeg tidligt på eftermiddagen hentede Arthur, viste det sig, at han havde haft en fortrinlig dag. Han var i glimrende humør og selvfølgelig fortsat iført badekåbe. Fastelavn havde han dog ikke deltaget i... Da der skulle slås Katten af Tønden og leges lege, havde Arthur forladt stuen til fordel for det tomme rytmikrum... Her havde han så fået en skål popkorn ind :)
Lidt træt var han dog, da han kom hjem...
5.3.11
Festivities at the nursery
I really felt like sparing Arthur yet another holiday celebration at the nursery after the unsuccessful Christmas party. However, it is important to participate.
Therefore, I had ended my shift at work early this Friday. The nursery was celebrating fastelavn (a Nordic kind of Halloween-ish celebration) and I wanted to make Arthur’s manageable by picking him up early.
Arthur arrived in a bathrobe and a knitted hat – dressed up as his favorite Yoda. He was placed at the table alongside the other children and I nervously waved goodbye and told the nursery to call me if he needed me.
Early in the afternoon, I picked up Arthur and he had had a lovely day. He did not take part in the actual celebration – a noisy game resembling the batting of a piñata – but had made off to a quiet room with a bowl of popcorn.
He was rather tired when we got home, though.
torsdag den 3. marts 2011
Arthurs nye vuggestue - Arthur’s new nursery
Forinden Arthurs start i Klatretræet, ringede jeg til lederen. Jeg fortalte kort om Arthur og hans sygdom. Hurtigt fandt lederen i samarbejde med en af pædagogerne ud af, at han skulle gå i institutionens nye vuggestuegruppe "Fugleungerne". Gruppen var nystartet og Arthur ville blive det 7. barn på stuen. Stuen var ydermere placeret på 4. sal, hvor institutionens rytmikrum også var, hvorfor der var ekstra god plads og god ro.
En uge inden Arthurs vuggestuestart, mødtes jeg med stuepædagogen, Karmen. Jeg fortalte om Arthurs sygdom og om hans vanskeligheder. Jeg afleverede kopi af Arthurs journal og diverse notater og udtalelser.
Da Arthur startede, fik han en utrolig dejlig velkomst. Arthur mødte åbenhed og omsorg. Fra at have haft en urolig dreng, hentede jeg nu en mere harmonisk dreng hjem, hver eneste dag. Arthur ville gerne i vuggestue hver dag og blev hurtigt glad for "Kar", hvis hår han nussede hver eneste morgen. Der blev taget hensyn til Arthur og han blev sikret rolige omgivelser. Ind i mellem kunne han deltage i rytmik, andre gange måtte han gå fra.
I en lang periode, gik det rigtig godt med Arthur, men som stuen fyldtes op, fik Arthur det også sværere og sværere og begyndte igen at bide, dog i et meget mindre omfang. Da stuen nåede 14 børn, blev det hårdt for Arthur at være der, selvom Arthur på meget flot vis, begyndte at trække sig, når for mange børn, var samlet sammen, eller der var for meget larm. Ofte sad Arthur i det tomme rytmik og legede for sig selv, når vi hentede ham.
Nu skal vi snart holde møde med personalet og forhåbentlig vil de søge støttetimer til Arthur.
3.3.11
Arthur’s new nursery
Before Arthur was to start at his new nursery, I called the manager to describe Arthur’s condition. The manager and the pedagogues decided that Arthur should be part of a new, small group at the nursery as child number seven. Besides being only a small number of children, the group was located in a quiet and rather spacious part of the building.
A week before Arthur’s first day, I met with the main pedagogue, Karmen. I told her about Arthur’s illness and the difficulties he lives with. In addition, I gave her a copy of his hospital journal and various notes from his doctors.
Arthur has a wonderful start at the nursery – he was met with open minds and great care. Where he used to be fidgety, I now picked up a calm boy every day. He grew very fond of “Kar” and fondled her hair every morning. The staff took special care around Arthur and made sure that he had quiet surroundings. Some days he could participate in rhythmics and other times he would leave.
For a long time things were great with Arthur, but as more children joined the group at the nursery, it grew consistently difficult for him to be there. He started biting again – though not nearly as much as before. As the group came to 14 children, Arthur increasingly found it difficult to participate even though he did a great job of leaving when the children and the noise became too much for him. Often, he would be playing on his own in a separate room when we came to pick him up.
Now we are to have meeting with the staff and we hope they will apply for extra support for Arthur.
En uge inden Arthurs vuggestuestart, mødtes jeg med stuepædagogen, Karmen. Jeg fortalte om Arthurs sygdom og om hans vanskeligheder. Jeg afleverede kopi af Arthurs journal og diverse notater og udtalelser.
Da Arthur startede, fik han en utrolig dejlig velkomst. Arthur mødte åbenhed og omsorg. Fra at have haft en urolig dreng, hentede jeg nu en mere harmonisk dreng hjem, hver eneste dag. Arthur ville gerne i vuggestue hver dag og blev hurtigt glad for "Kar", hvis hår han nussede hver eneste morgen. Der blev taget hensyn til Arthur og han blev sikret rolige omgivelser. Ind i mellem kunne han deltage i rytmik, andre gange måtte han gå fra.
I en lang periode, gik det rigtig godt med Arthur, men som stuen fyldtes op, fik Arthur det også sværere og sværere og begyndte igen at bide, dog i et meget mindre omfang. Da stuen nåede 14 børn, blev det hårdt for Arthur at være der, selvom Arthur på meget flot vis, begyndte at trække sig, når for mange børn, var samlet sammen, eller der var for meget larm. Ofte sad Arthur i det tomme rytmik og legede for sig selv, når vi hentede ham.
Nu skal vi snart holde møde med personalet og forhåbentlig vil de søge støttetimer til Arthur.
3.3.11
Arthur’s new nursery
Before Arthur was to start at his new nursery, I called the manager to describe Arthur’s condition. The manager and the pedagogues decided that Arthur should be part of a new, small group at the nursery as child number seven. Besides being only a small number of children, the group was located in a quiet and rather spacious part of the building.
A week before Arthur’s first day, I met with the main pedagogue, Karmen. I told her about Arthur’s illness and the difficulties he lives with. In addition, I gave her a copy of his hospital journal and various notes from his doctors.
Arthur has a wonderful start at the nursery – he was met with open minds and great care. Where he used to be fidgety, I now picked up a calm boy every day. He grew very fond of “Kar” and fondled her hair every morning. The staff took special care around Arthur and made sure that he had quiet surroundings. Some days he could participate in rhythmics and other times he would leave.
For a long time things were great with Arthur, but as more children joined the group at the nursery, it grew consistently difficult for him to be there. He started biting again – though not nearly as much as before. As the group came to 14 children, Arthur increasingly found it difficult to participate even though he did a great job of leaving when the children and the noise became too much for him. Often, he would be playing on his own in a separate room when we came to pick him up.
Now we are to have meeting with the staff and we hope they will apply for extra support for Arthur.
Abonner på:
Opslag (Atom)