Ny børnehave

I dag havde Arthur sidste dag i sin børnehave. Han ville egentlig ikke derned, men jeg holdt fast i, at man skal sige ordentlig farvel, når man skal noget nyt.

Arthur ankom med favnen fuld af blomster og med en fin vase til sin primærpædagog. Imidlertid havde hun ferie, så Arthur måtte sætte dem på bordet.

Jeg formoder, at afslutningen forløb fint.  Selv har han fortalt: "Der var ikke nogle der græd"... Jeg spurgte ind til hvad de havde snakket om til afslutningen: "Jeg kommer ikke til at savne dem" svarede Arthur.

Vi har længe ønsket et andet tilbud, men det er nærmest umuligt, at flytte et barn i en basisplads. Nu er det lykkedes, at finde et alternativ og om en uge starter Arthur i en almindelig børnehave med 15 timers støtte.

Arthur glæder sig som et lille barn (so to speak)... Han er meget motiveret til en ny start. Han har julelys i øjnene og griner begejstret og sorgløs.

Ved siden af mig ligger lige nu en meget urolig dreng, der ikke kan falde i søvn.  Der er sket meget i dag og tankerne vælter rundt.  For et øjeblik siden talte han om, at det var 'ærgerligt', at hans primærpædagog ikke var i børnehaven i dag "Jeg ville ønske, jeg kunne tage ud i lufthavnen og flyve hen til hende og sige farvel". Nu taler han om superhelte og flyvebiler.

Jeg plejer at sige, at 'Al begyndelse er svær' og det bliver også svært, at starte i en ny børnehave - Men afslutning er også svært. I hvert fald lige nu.

Anfald - Attack

For et par uger siden vågnede Arthur af et mareridt. Jeg trøstede ham og tog ham søvndrukken med ind i min seng.  Arthur havde drømt om sorte flagermus.

En time senere vågnede Jesper og jeg med et sæt. Arthur lå imellem os. Hans krop rystede og han hev efter vejret. Panisk satte vi ham op. Først troede jeg, at han ville kaste op, men i stedet blev han slap i kroppen og sov videre siddende.

Vi tændte lyset og fik lagt ham ned, da vi havde tjekket at han var okay.

"Hvad skete der?" - "Jeg ved det ikke" -"Det var i hvert fald et anfald af en art"...

Jesper og jeg lå i timevis og kiggede på hinanden hen over vores sovende dreng.

Da det blev morgen sad oplevelsen stadig i kroppen på os. Vi var dybt chokerede. Anfalds fænomenet burde kun høre til spædbarnsalderen?

Vi fik Arthurs farmor til at blive hjemme med ham og kontaktede Riget.

Et par timer efter ringede Arthurs læge. Arthur skulle heldigvis ikke indlægges, men kun have øget sin medicindosis.

Siden Arthurs anfald, har Arthur lagt sig til at sove i vores seng. Måske føles det trygt for ham. Det føles i hvert fald trygt for os.

Attack

Arthur awoke from a nightmare a couple of weeks ago. I comforted him and carried the sleepy boy into our bed. He had dreamt about bats.

An hour later Jesper and I woke abruptly. Athur was lying between us. He was shaking and gasping for his breath. We hastely sat him up. First I thought he was going to throw up, but instead his body turned limp and continued sleeping sitting upright.

We turned on the light and layed him down after we checked that he was okay.

”What happened? ” – ”I don’t know.” – ”It was definently some kind of attack”…

Jesper and I layed there for hours, still effected by the episode. We were chocked. The attacks were supposed to stop when he was and infant?

We arranged for Arthurs grandmother to stay at home with him and we contacted Rigshospitalet (The hospital)

A couple of hours later his doctor called us. They were luckily not going to admit him but only increase his medicin dosage.

He has been sleeing ind our bed since his attack. Maybe it feels safe for him – it definently feels safe for us!