Jeg ankom til Naturcenter Amager til fællesfødselsdag i Mollies klasse med et meget træt barn på hoften. Ikke sådan et lille nuttet 8 måneders barn, men et - i øvrigt også på sin vis - nuttet 8 år gammelt barn. Storebroren. Som i øvrigt slet ikke var inviteret.
Mollie er lige startet i før-skole-klasse og fællesfødselsdag var lidt som ufrivillig forældredating på den dér akavede måde, hvor alt er pisse afslappet, mens tyve børn ude af takt siger "nej tak" til fælles aktiviteter... og så lige tilført får og bål. Det var ikke noget for Arthur.
"Vil I lige kigge efter Arthur, mens jeg følger Mollie på toilettet" spurgte jeg de andre forældre. De kiggede mystisk på mig og derefter på Arthur. Jeg fik sagt noget i stil med, "han bliver ofte væk"... og de så igen undrende på mig. For hvis man ikke kender os, ikke kender Arthur, ikke ved, hvad det handler om, så virker det en kende absurd, at nogle skal holde øje med en dreng på 8 år, på en mark.
Og det er der mange ting, der gør, på en helt almindelig eftermiddag.
For jeg må ligne den underligste mor i verden, hvis man ude af kontekst, ser på det samspil vi har.
Vores samspil må ligne en blanding af noget overbeskyttende forældreskab, noget mistillid, uopmærksomhed, curling og noget helt gakkelak. I et miskmask af konstante overvejelser og vurderinger balancerer vi rundt midt i almindeligheden.
Arthur hopper ned i en bæk med alt sit tøj på, Arthur putter sig i tæpperne, Arthur sidder og græder i et tæt kram (også med Emmas mor!) Det gør de andre søskende ikke.
Jeg får lyst til, at forklare hvorfor vi agerer, som vi gør. Hvorfor jeg er mor, som jeg er, hvorfor jeg differentierer i min mellem mine børn, giver den ene line og den anden kort snor. Jeg ved jo godt, at det ser underligt ud, at jeg forskelsbehandler og kravsætter ud fra andre parametre end den åbenlyse aldersforskel, for det er nødvendigt. Jeg ved jo godt, at andre ikke forstår, hvorfor jeg bærer Arthur på hoften mens Mollie tøffer ved siden af, med alle sine tøjdyr. Samtidig kan jeg ikke overskue at forsklare det.
Arthur blev i øvrigt væk.
I stedet for at se det som forskelsbehandling, så synes jeg mere at det tydeligt viser hvor god og stærk en mor du er. Du ser dine børn og agere ud fra de behov de har. I stedet for at være en bange lille mor der ikke tør gøre forskel. Du gør som alle forældre bør gøre!!!
SvarSletKnus til dig
Hvis vi skal behandle andre mennesker lige skal vi ofte behandle dem forskelligt - vi er alle forskellige, har forskellige behov/drømme/mål/ambitioner/kompetencer.
SvarSletDet er altid nemt at dømme på det ydre, men jeg tror de fleste andre mennesker også dømmer sig selv hårdt på det indre.... at forældre, der ikke har præcis dine børn også tænker om sig selv, at de må virke helt gakkelak for andre og ikke orker forklare sig/sine sine børn i en uendelighed.
Men det behøver de/du slet ikke - svar oprigtigt det du magter, hvis nogen spørger - ellers så fortsæt som det gakkelak-på-den-fede-måde menneske som du er 😘