Translate

fredag den 19. oktober 2012

Er han ikke for stor til det?

For nyligt kom en fremmed dame hen til mig og påpegede, at Arthur var for gammel til at bruge sut. "Det skal han da til at holde op med!" Sagde hun bebrejdende. Jeg havde ikke noget svar parat, for... Det har jeg sjældent. Her efterfølgende overvejer jeg stadig 3 mulige svar:

1. "Arthur har noget der hedder Startle Disease. det er en meget sjælden genetisk sygdom, der blandt andet medfører, at han har sanseintegrations problemer. Arthur er som følge deraf et uroligt barn, der har særligt glæde af at bruge sut..."

 2. "Arthur skal stoppe med at bruge sut, når han bliver 4-5 år. Dette har vi aftalt med tandlægen, da særlige omstændigheder gør, at vi har valgt at fokusere på at give ham indre ro frem for lige tænder..."

3. "Fuck dig, hold din kæft, pas dig selv!"

Det sker virkelig ofte, at folk kommenterer på Arthurs brug af sut.
- For ja, han er 3 år og 9 måneder gammel og han bruger sut!

Sutten giver Arthur ro i kroppen. Det er ikke noget jeg har fundet på - Det er fysiologisk bevist. Når et man tygger sammen om noget, sender det signaler til hjernen om at kroppen skal slappe af. Mange børn tygger i deres tøj... Voksne trøstespiser... Tygger tyggegummi osv. - Altså ingen surprise dér.
Arthur bruger sut. - Og ærlig talt, så ved jeg ikke hvad jeg skal gøre, når han skal holde op med at bruge sut. Jeg ved ikke hvad der skal give ham den ro i kroppen, som sutten nu giver ham.

Når Arthur har det svært, kan han være ufokuseret - urolig - flakkende - speeded - - - Og så med ét, falder han til ro, når han får sin sut. Hans krop bliver rolig, hans blik samler sig og han putter sig mens han nusser i sit hår. Det er særligt, når der er mange mennesker eller når sker meget omkring ham, at sutten hjælper.

Det samme gælder klapvognen. Jeg synes ærlig talt, at man er for stor til, at sidde i klapvogn, når man er knap 4 år. Af samme årsag kører jeg rundt med to børn (oven på hinanden - gæt hvem der er nederst...) i samme klapvogn. For Arthur går jo selv - Øh NOT!

Da Mollie blev født købte jeg naturligvis en mommyaccessory i form af et ståbræt. Dårlig idé. Pludselig hoppede Arthur ned fra ståbrættet og drønede ad sted over stok og sten. Jeg måtte efterlade Mollie i klapvognen og spurte efter. Da det havde gentaget sig nogle gange, solgte jeg ståbrættet på loppemarked. I stedet begyndte Arthur at sidde på fodstøtten på Mollies klapvogn, som, på mystisk vis, fint kunne bære 14 kilo. Imidlertid, er Mollie nu blevet så stor, at Arthur primært sidder på hendes fødder. - Og når han bliver træt, ja så er det, at jeg har børn i lag.

Efter en uges ferie med oplevelsesture hver dag, er jeg nu så sønder bustet, efter at have slæbt skiftevis det ene og det andet barn på armen, at jeg må finde en løsning. Så ved at stirre lidt ned i min kaffe og diskutere lidt med mig selv (indre debat om normalitets begrebet) er jeg nået frem til, at jeg må trodse min holdning om, at børn på knap 4 år, selv skal gå. For det kan Arthur altså ikke. Han er jo ikke som andre børn på sin alder. Han udtrættes langt hurtigere og har brug for megen hjælp til at finde ro og tanke op. Og her er klapvognens fodstøtte bare ikke god nok. Det er simpelthen for ringe et helle, når han får det svært.   Mollies ben bliver jo heller ikke kortere - Og hun skal da, for filen, også have lov til at ligge i fred for sin trætte storebror. Så ja, søskendevogn må det blive til.

Men en ting er den praktiske løsning - Den mentale er straks værre. For det er bare dødsvært, at sande, at særlige foranstaltninger er en del af vores liv. At Arthur ikke er et normalt barn, men et barn med særlige behov. Det er svært og derfor vil jeg ikke føle mig nødsaget til, at forklare det overfor fremmede kommentatorer. Jeg orker ikke, at folk skal italesætte deres vurderinger af mine morskills i form af kommentarer om, hvad Arthur er for stor til.


  

tirsdag den 16. oktober 2012

Selvindsigt

Nanna: "Jesper, vi skal lige have kugledynen herhen i sofaen. Der er én der har det helt vildt"
Arthur: "Det er jo MIG!!" :)



mandag den 15. oktober 2012

Det svære er også det sjove

I går aftes fik jeg en betænksom besked fra min mands svigerinde. Hun indbød til en mindre sammenkomst oven på en dejlig fødselsdag hos Arthurs fætter, Emil. Katrine, som hun hedder, var en af dem vi (næsten) nåede at sige farvel til, da jeg kort før fødselsdagsmiddagen måtte tage hjem med begge børn, fordi Arthur ikke længere kunne være i sig selv.

Børnefødselsdag er på top 1 over arrangementer Arthur har svært ved. Ligesom andre børn, synes han det er fantastisk, at træde ind gennem døren med pakke i favnen og udsigt til lagkage. Den magiske fødselsdagssitren, de mange mennesker, snak i alle værelser og kroge, masser af dejlige børn der har det sjovt og leger over alt... Det er bare hårdt for Arthur.

Vores venner og familie har nok bemærket, at vi altid kommer for sent - Og ofte tager tidligt hjem. For efter kort tid ser vi altid, at Arthur søger væk fra festen. Han finder et stille rum, et sted med få mennesker og holder sin egen fest. På et tidspunkt begynder Arthurs øjne at flakke. Han fokuserer ikke længere, men er trukket ind i sin egen verden. Hans ører holder op med "at virke", hans hjerte hamrer hurtigt og han selvstimulerer. En leg varer få minutter før han fortsætter til næste leg. Han bliver motorisk urolig og kravler op på ting, drejer rundt om sig selv eller hopper. Hvis jeg stopper Arthur op, vrider han sig rundt og fortsætter sin konstante bevægelse. Arthur holder op med at svare, når jeg taler til ham, men får han hjælp til at finde ro et øjeblik, kan han fremstamme, at han har det svært eller har uro i sin krop. - Og så er det, at det er tid til, at tage hjem - hurtigt!


Når først vi er kommet ud ad døren og er på vej hjem, går pusten af ballonen. Arthur finder igen ro i sig selv og det ses tydeligt, at han er udtrættet. 


I går var Arthur træt. Så træt, at han faldt i søvn, da var vi på tur. (Heldigvis kunne han låne Mollies klapvogn). Hjemme så Arthur film - Nåh ja, og sad i en kasse...


I dag fik vi heldigvis revanche på fætter-fronten idet vi tog på Experimentarium med Arthurs anden fætter, Alfred. Der var ekstremt mange mennesker, da både efterårsferie og regnvejr indbød til indendørs aktiviteter - En tanke jeg burde have tænkt. Så med et fast greb i Arthurs hånd, gik vi på opdagelse. Efter nogle timer, var Arthur helt brugt op. Så brugt op, at han på vej ud, begyndte at græde af træthed og udmattelse. På vej hjem snakkede vi om, at det havde været en rigtig god tur, selvom det også havde været svært og hårdt på grund af de mange mennesker og den megen larm. Vi blev enige om, at vi snart skal derud igen - For selvfølgelig har vi købt årskort!