Translate

torsdag den 23. maj 2013

Nogle gange lærer man mest af sig selv

De læsere, der kender mig personligt ved, at jeg er pædagog og arbejder med store børn i en meget rummelig og inkluderende institution. Vi har mange børn med særlige behov, børn der kræver en særlig pædagogisk indsats, som vi selvfølgelig sikrer bedst muligt.
Jeg har i min dagligdag meget forældrekontakt og jeg tager gerne ansvaret for samarbejdet - også når det er svært.
Når man arbejder med store børn, ser man ikke børnenes forældre ret ofte, idet børnene sjældent bliver hentet (som børn i daginstitutioner naturligvis bliver). Derfor kan man hurtigt komme til, at handle udenom forældrene,  når der er problemer med et barn. Det kan føles lettere "bare" at tale med barnet eller kollegerne. - Men måske glemmer man at tage højde for barnets hjemlige forhold og måske glemmer man at informere forældrene om noget de måske gerne vil vide og inddrages i.
På den anden side af bordet sidder jeg nu frustreret og bider mig selv i læben. Arthurs meget velinformerede børnehave har igen i dag handlet anderledes,  end vi har aftalt (på efterhånden mange møder).
Jeg ved, at Jesper og jeg kender og ser vores barns behov bedre, end hans daginstitution gør (til trods for, at de er sammen med ham i en anden kontekst). Alligevel oplever vi ikke, at pædagogerne i Arthurs børnehave tager os og det vi beder om eller fortæller dem alvorligt.
Det gør hverdagen svær, men det gør mig også til en bedre pædagog. Jeg hægter ikke længere forældrene af og jeg kontakter dem hellere en gang for meget end en gang for lidt. Forældrene skal være mine tætteste samarbejdspartnere uanset hvem de er. De er eksperter på deres eget barn, jeg er kun deres pædagog.

En kort, men god, artikel om sensitive drenge.

mandag den 20. maj 2013

Fysioterapi

Arthur blev sidste år indstillet til ergoterapi i Børnecenter København. Efter at have ventet på en tid, i tre måneder, ringede jeg til dem. De fortalte, at der fortsat var lang ventetid og opfordrede os til, at henvende os til en privatpraktiserende fysioterapeut hos Fysioterapi Nordvest.

Jeg kontaktede dem og fik en tid til Arthur hos Charlotte.
Til Arthurs første konsultation, talte vi om hans sygdom, mens han prøvede forskellige ting af. Jeg fortalte om hvordan Arthur får indre uro, når han overstimuleres og om hvordan det præger hans hverdag. Arthur har en gode grovmotoriske færdigheder, men kan ikke fastholdes i en aktivitet ret længe. Han spurter pludselig væk, lukker af og lytter ikke til opgaverne, eller går sine egen veje.

I begyndelsen af Arthurs fysioterapiforløb, skulle han gennem gå fire forskellige aktiviteter. Alle med fokus på, at få Arthurs uro arbejdet ud ad kroppen.

Her et halvt år efter, er Arthur blevet stærkere i sin koncentration. Han kan fastholdes i 1-2 aktiviteter i løbet af den halve time vi er der og han kan, som regel, tage imod de opgaver han stilles.

Arthur elsker at 'træne sammen med Charlotte'. Når vi ikke kommer derud i længere tid, så savner han hende. Og jeg forstår ham godt, for når man går til forskellig behandling flere gange om ugen, så er det afgørende, at man mødes af nogle hjertelige og kompetente behandler og det er Charlotte. Jeg kan på det varmeste anbefale hende til alle børn, der har brug for en fysioterapeut af den ene eller den anden grund, hun er fuldstændig fantastisk.




 Ergoterapi forløbet er for længst begyndt, men Arthur kommer stadig hos Charlotte og det bliver han ved med.

søndag den 19. maj 2013

"Det er ubehageligt for mine ører"

For nogle uger siden postede jeg et billede, af Arthur, der holder sig for ørerne.

I perioder, holder Arthur nemlig sig selv for ørerne - Mange gange dagligt. Han beskytter sig mod den lyd, han ikke kan filtrere. Det er ikke til, at sige, hvad der generer ham. Den ene dag, kan han høre høj musik og danse rundt, den anden dag, er trafikken, på vej til børnehaven, for meget for ham. Vi er meget bevidste om, hvor meget lyd der er omkring os. Tv'et er eksempelvis altid indstillet på meget lav lydstyrke, men alligevel kan selv det være for larmende. Vi underkender gang på gang hvor meget lyd der er omkring os og glemmer, at de alle sammen flyver ind i Arthur. Lyde vi selv genkender og sorterer fra. Det er lyden som bestik mod en tallerken, en ting der falder på gulvet, vaskemaskinen der centrifugerer, elpiskeren, Nespresso maskinen, børn der leger i gården, en skraldebil eller en fejemaskine. Det er udtræk i toilettet, vækkeuret, mobilen der ringer, eller bare vores stemmer, når vi synger, leger osv. 

Arthur har to par "høfferbøffer" (høreværn), som han bruger flittigt. Han elsker dem heldigvis - og synes de er cool! Det ene par bruger han i børnehaven, det andet par hjemme. Han henter selv  sine hørebøffer, hvis verden er lidt for voldsom, eller tager hænderne op foran ørerne.

Vi har talt med Arthurs læge på Riget om alternativer, eller andre hjælpemidler, men han har ikke andre ideer end hørebøfferne. Arthurs ergoterapeut kender heller ikke til andet.

Vi har længe tænkt på, at anskaffe 'musikerørepropper' - altså nogle formstøbte, der dæmper lyden i et relevant omfang, men de koster op mod 1600 pr. par og jeg er så godt som overbevist om, at de er væk efter én dag i børnehaven eller én tur på legepladsen. Vi har prøvet med almindelige ørepropper, men de sidder ikke ordentligt i ørerene. Måske er der andre, der har nogle gode ideer?