Translate

fredag den 18. november 2016

Visitation

På mandag skal Arthur i visitation. Altså ikke Arthur-Arthur, men hans meget tykke "sag", de mange mange papirer og udtalelser, dokumenter, tests, der beskriver ham. Jeg regner med, at de visiterer til Friluftsskolen og at Arthur vil kunne starte inden jul. Det er den helt rigtige beslutning, at Arthur skal videre. Jeg er ikke i tvivl om, at han får det bedre, alligevel er der noget, der punkterer mig en smule.

Jeg kan ikke forstå, at man med fuld støtte ikke kan rumme Arthur på sin nuværende skole. Ikke fordi jeg underkender hans særlige behov, men fordi det forstyrrer mit menneskesyn og mit mindset i forhold til den inklusionsopgave, vi ikke alene har i vores folkeskoler, men i hele vores samfund. Hvis Arthur i en en-til-en-relation ikke kan inkluderes, ud fra de behov han har for eksempelvis at blive skærmet, guidet, motiveret mv. - Hvor i vores samfund er der så plads til ham - og alt det han kan og kan byde ind med? Det menneske han er.

Hvordan ser fremtiden ud, når vores sociale inklusion er så snæver, når normalitetsbegrebet hele tiden anvendes til at ekskludere og sortere? Når mangfoldighed ikke betragtes som en ressource, men som en hindring for letflydende praksis? Hvordan ser et ungdomsliv så ud? Et voksenliv? Og hvor findes de arenaer, som tager imod denne forskellighed med kyshånd?

Jeg ønsker, at Arthur kan dele ud af al den styrke, han har - Jeg låner ofte af hans superhelte-power, for at klare mig igennem dagligdagen. Jeg betragter, hvordan min uovertrufne vidunderlige søn mestrer de udfordringer han har, og tænker, at rigtig rigtig mange mennesker vil kunne lære noget af ham, hvis de vil tage ham ind.