Translate

torsdag den 30. november 2017

De virker!!!

I efterårsferien var Arthur indlagt på Filadelfia til en døgn EEG. Formålet var at undersøge virkningen af den nye medicin. Jeg plejer ikke at være nervøs eller spændt, for i 3 1/2 år har vi fået at vide, at der var minimale og ubetydelige positive eller negative resultater i forhold til den procentdel af søvnen, Arthur har anfaldsaktivitet.

Men denne gang var det anderledes, for lægens sætning sad fast i mit hovede... “Hvis det her ikke virker, så betragter vi ham som behandlingsresistent”.

Af den årsag kimede jeg Filadelfia ned for at få et svar og svaret er fantastisk! Anfaldsaktiviteten er faldet fra 90% til 67% - 67%!!!!!!!! Medicinen virker! De gule colasmagende-jellybeans-piller virker!!! For første gang nogensinde ser vi medicin, der rent faktisk får Arthur til at have det bedre! Vi mærker øget koncentration, styrket opmærksomhed og overskud hos ham! 

Det føles - fysisk - som om jeg er blevet lettere. På få sekunder transmogriffede jeg til en letvægtig genstand der på mystisk vis kan svæve. Jeg har stadig svært ved at forstå, at det for første gang går den rigtige vej. Man kan ikke andet end at føle sig lykkelig!