Translate

torsdag den 23. maj 2013

Nogle gange lærer man mest af sig selv

De læsere, der kender mig personligt ved, at jeg er pædagog og arbejder med store børn i en meget rummelig og inkluderende institution. Vi har mange børn med særlige behov, børn der kræver en særlig pædagogisk indsats, som vi selvfølgelig sikrer bedst muligt.
Jeg har i min dagligdag meget forældrekontakt og jeg tager gerne ansvaret for samarbejdet - også når det er svært.
Når man arbejder med store børn, ser man ikke børnenes forældre ret ofte, idet børnene sjældent bliver hentet (som børn i daginstitutioner naturligvis bliver). Derfor kan man hurtigt komme til, at handle udenom forældrene,  når der er problemer med et barn. Det kan føles lettere "bare" at tale med barnet eller kollegerne. - Men måske glemmer man at tage højde for barnets hjemlige forhold og måske glemmer man at informere forældrene om noget de måske gerne vil vide og inddrages i.
På den anden side af bordet sidder jeg nu frustreret og bider mig selv i læben. Arthurs meget velinformerede børnehave har igen i dag handlet anderledes,  end vi har aftalt (på efterhånden mange møder).
Jeg ved, at Jesper og jeg kender og ser vores barns behov bedre, end hans daginstitution gør (til trods for, at de er sammen med ham i en anden kontekst). Alligevel oplever vi ikke, at pædagogerne i Arthurs børnehave tager os og det vi beder om eller fortæller dem alvorligt.
Det gør hverdagen svær, men det gør mig også til en bedre pædagog. Jeg hægter ikke længere forældrene af og jeg kontakter dem hellere en gang for meget end en gang for lidt. Forældrene skal være mine tætteste samarbejdspartnere uanset hvem de er. De er eksperter på deres eget barn, jeg er kun deres pædagog.

1 kommentar: