Translate

fredag den 19. oktober 2012

Er han ikke for stor til det?

For nyligt kom en fremmed dame hen til mig og påpegede, at Arthur var for gammel til at bruge sut. "Det skal han da til at holde op med!" Sagde hun bebrejdende. Jeg havde ikke noget svar parat, for... Det har jeg sjældent. Her efterfølgende overvejer jeg stadig 3 mulige svar:

1. "Arthur har noget der hedder Startle Disease. det er en meget sjælden genetisk sygdom, der blandt andet medfører, at han har sanseintegrations problemer. Arthur er som følge deraf et uroligt barn, der har særligt glæde af at bruge sut..."

 2. "Arthur skal stoppe med at bruge sut, når han bliver 4-5 år. Dette har vi aftalt med tandlægen, da særlige omstændigheder gør, at vi har valgt at fokusere på at give ham indre ro frem for lige tænder..."

3. "Fuck dig, hold din kæft, pas dig selv!"

Det sker virkelig ofte, at folk kommenterer på Arthurs brug af sut.
- For ja, han er 3 år og 9 måneder gammel og han bruger sut!

Sutten giver Arthur ro i kroppen. Det er ikke noget jeg har fundet på - Det er fysiologisk bevist. Når et man tygger sammen om noget, sender det signaler til hjernen om at kroppen skal slappe af. Mange børn tygger i deres tøj... Voksne trøstespiser... Tygger tyggegummi osv. - Altså ingen surprise dér.
Arthur bruger sut. - Og ærlig talt, så ved jeg ikke hvad jeg skal gøre, når han skal holde op med at bruge sut. Jeg ved ikke hvad der skal give ham den ro i kroppen, som sutten nu giver ham.

Når Arthur har det svært, kan han være ufokuseret - urolig - flakkende - speeded - - - Og så med ét, falder han til ro, når han får sin sut. Hans krop bliver rolig, hans blik samler sig og han putter sig mens han nusser i sit hår. Det er særligt, når der er mange mennesker eller når sker meget omkring ham, at sutten hjælper.

Det samme gælder klapvognen. Jeg synes ærlig talt, at man er for stor til, at sidde i klapvogn, når man er knap 4 år. Af samme årsag kører jeg rundt med to børn (oven på hinanden - gæt hvem der er nederst...) i samme klapvogn. For Arthur går jo selv - Øh NOT!

Da Mollie blev født købte jeg naturligvis en mommyaccessory i form af et ståbræt. Dårlig idé. Pludselig hoppede Arthur ned fra ståbrættet og drønede ad sted over stok og sten. Jeg måtte efterlade Mollie i klapvognen og spurte efter. Da det havde gentaget sig nogle gange, solgte jeg ståbrættet på loppemarked. I stedet begyndte Arthur at sidde på fodstøtten på Mollies klapvogn, som, på mystisk vis, fint kunne bære 14 kilo. Imidlertid, er Mollie nu blevet så stor, at Arthur primært sidder på hendes fødder. - Og når han bliver træt, ja så er det, at jeg har børn i lag.

Efter en uges ferie med oplevelsesture hver dag, er jeg nu så sønder bustet, efter at have slæbt skiftevis det ene og det andet barn på armen, at jeg må finde en løsning. Så ved at stirre lidt ned i min kaffe og diskutere lidt med mig selv (indre debat om normalitets begrebet) er jeg nået frem til, at jeg må trodse min holdning om, at børn på knap 4 år, selv skal gå. For det kan Arthur altså ikke. Han er jo ikke som andre børn på sin alder. Han udtrættes langt hurtigere og har brug for megen hjælp til at finde ro og tanke op. Og her er klapvognens fodstøtte bare ikke god nok. Det er simpelthen for ringe et helle, når han får det svært.   Mollies ben bliver jo heller ikke kortere - Og hun skal da, for filen, også have lov til at ligge i fred for sin trætte storebror. Så ja, søskendevogn må det blive til.

Men en ting er den praktiske løsning - Den mentale er straks værre. For det er bare dødsvært, at sande, at særlige foranstaltninger er en del af vores liv. At Arthur ikke er et normalt barn, men et barn med særlige behov. Det er svært og derfor vil jeg ikke føle mig nødsaget til, at forklare det overfor fremmede kommentatorer. Jeg orker ikke, at folk skal italesætte deres vurderinger af mine morskills i form af kommentarer om, hvad Arthur er for stor til.


  

6 kommentarer:

  1. Hold da op en dum dame! Hun skal da slet ikke blande sig i, om han bruger sut! Om han så var et helt "almindeligt" barn, så blander man sig ikke i fremmede menneskers opdragelse af deres børn. Bliver helt sur indeni. Hun ved jo netop intet om jeres søn eller hans sygdom. Og den slags ved man jo aldrig. Derfor holder man sin mund om andres børn! BUM! Længere er den ikke!

    Man kan jo få klapvogne i to lag, måske ville det være noget? Så kan Athur få ro i den nederste del, hvor der ikke er helt så meget udsyn osv?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er lige præcis sådan én jeg har købt nu.

      Slet
  2. Jeg ville nok vælge en kombination af 1 og 3 ;-)
    Surt, at fremmede mennesker ser sig nødsaget til at kommentere på den slags - dårlig stil!

    SvarSlet
  3. næste gang må du svare de emsige gamle damer, at de burde være gamle nok til at vide at verden ikke altid er som den ser ud ved første øjekast!:)

    SvarSlet
  4. Hej Nana

    Jeg faldt over din blog i forbindelse med søgning på, hvad startle disease er. Og jeg er blevet helt grebet af jeres beskrivelse af jeres skønne søn.

    Jeg vil bare sige til dig, at jeg synes du er meget modig, at du tør stille dig op på denne måde, for at hjælpe din søn, så flest mulige får kendskab til sygdommen og dermed forhåbentlig kan skåne Arthur for så hæslige bemærkninger, som den ældre dame kom med.

    Jeg har ikke noget svar, og kender godt det med, at man bliver mundlam og bagefter kommer på alle de ting, man ville have sagt...
    Min datter har hypermobile led og kunne ikke gå før hun var 21 måneder. Så når jeg kom slæbende på denne store pige, var der også mange kommentarer om, at jeg skulle lade være med at bære på hende, så skulle hun nok lære det osv. Jeg kunne så heldigvis vise, at hun ikke kunne stå på benene, de knækkede simpelthen sammen under hende, og så blev folk flove.

    Jeg tænker, at du måske kan forberede et "standardsvar", som du kan fyre af i sådanne situationer, så du ikke havner i denne situation.

    hilsen Helle

    SvarSlet